WhoMadeWho – intimfest i øveren
Stemningen var løssluppen og en smule tømmermandsramt, da WhoMadeWho søndag aften bød velkommen til et spejlvendt Store Vega. Omkring en håndfuld hundrede mennesker tog del i den eksklusive oplevelse det var at stå på scenen, mens WhoMadeWho spillede med ryggen til en sal, der, foruden et gigantisk og meget livagtigt Cæsar-hoved, var gabende tom. Et skægt set-up, der dog i længden skulle vise sig at være mere til glæde for band end for publikum.
Trioen, der havde det tidligere Dúné-medlem Malte Aarup-Sørensen bag trommerne som erstatning for Tomas Barfod, bragede veloplagt fra start. Som en del af konceptet traskede publikum med bandet op ad backstage-indgangen ved koncertens begyndelse. Her stod man så og trådte sig selv lidt genert over foden ved den uvante situation, indtil Jeppe Kjellberg fik gelejdet folk helt op foran. Og med en tretrinsraket bestående af ’Inside World’, ’Space For Rent’ og WhoMadeWho-versionen af ’Flat Beat’, blev stemningen lynhurtigt meget mere energisk.
Bandet osede af spilleglæde og begejstring over konceptet. Drengene kastede om sig med blueset guitarlir og opklippede sampler-tricks. Som sædvanligt var der ikke en finger at sætte på den rent musikalske levering. Men et eller andet sted omkring sangene ’Greyhound’ og ’The Divorce’ fra den nye plade ’Brighter’, begyndte der at indsnige sig en stemning af lidt for uhøjtidelig placereception og backstage afterparty. Måske var det champagnen, Tomas Høffdings løben rundt i den tomme sal eller publikums naturligt lettere tilbageholdte søndagsattitude, der gjorde udslaget. Eller også var det fordi koncerten sluttede alt for tidligt. Efter bare 50 minutter og et ekstranummer i form af ’The Loop’, der endte i en temmeligt sejlende suppe af distortede effekteksplosioner, endte den intime fest ligeså hurtigt som den var begyndt.
Selvfølgelig klappede man bandet på skulderen, da de kom ud og mængede sig med folket bagefter. Og selvfølgelig kommer vi igen, når WhoMadeWho tager på en mere normal turné i april. Men selvom aftenen bød på en unik oplevelse, gik man alligevel fra Store Vega med en fornemmelse af, at der manglede noget. Stemningen havde været intim, og udover bandets virile spilleglæde, stod specielt Jeppe Kjellbergs fantastiske indlevelse og mimik printet på nethinden. Men hvad ville der dog være sket på festfronten, hvis Vega havde lagt koncerten på en lørdag kl. 1 om natten? Forhåbentlig går de hele vejen en anden gang.
