Paul Weller

Det giver et ordentligt sæt i én, når man afspiller ’Sonik Kicks’ for første gang. Er det her et pumpende Prodigy-track, spørger man sig selv, så snart åbningsnummeret ’Green’ sætter fra land i et astmatisk tempo. Men nej, dette er blot Paul Weller anno 2012.

Den snart 54-årige Modfather, som efter succestiden med The Jam og soul-eksperimentet The Style Council gik solo i britpop-årene, synes at have én gennemgående ambition med sit nye album: At bryde formlen. En ambition der allerede tegnede sig på Wellers to foregående udgivelser, men som i dette tilfælde overdrives så heftigt, at det desværre river helhedsindtrykket itu.

Paul Weller har i flere interview forud for albummet antydet, at han ikke bryder sig om folks simple opfattelse af ham som arbejderklassens fortolker af klassisk rock. Og denne opfattelse er da også fejlagtig, når man ser på Wellers foranderlige karriere. Alligevel virker det her som om, at han i sin desperation for at fremstå som en flerfacetteret musiker glemmer, at kvantitet sjældent er bedre end kvalitet.

På albummets 14 sange skøjter Paul Weller således henover så forskellige genrer som dub, jazz, soul, funk, trampende balkan-beats, reggae og psykedelisk pop – vel at mærke uden heller at have nogen rød tråd i sit tekstunivers. Weller synger blandt andet om fordomme, alder og om sin afdøde faders budskab ’Be Happy Children’, og mere interessant bliver det desværre ikke: Ærgerligt for en kunstner, som tidligere har skrevet vedkommende tekster som ’Eton Rifles’ og ’Wild Wood’.