Xiu Xiu – forbløffende sært

Hold kæft, hvor er Xiu Xiu bare et kompromisløst sært og beundringsværdigt foretagende. Derfor var det også uigennemskueligt svært ikke at føle sig som en halvmåbende voyeur, da den absurd komplekse og smerteuddrivende Jamie Stewart bevægede sig på scenen for et halvfyldt Stengade. Man må dog påstå, at jeg blev en smule forbløffet, da den fremmødte kvartet mest af alt bare lignede et helt ’normalt’ band. Endda tilsyneladende mere stille, sky og casual påklædt end de fleste.

Bortset fra et par gutter, der grundet alkoholindtag ikke kunne finde ud af at stikke en finger i jorden, forholdte salen sig bomstille og fulgte hvert soniske moment under stille numre som ’Fabulous Muscles’, ’Suha’ og ’Sad Pony Guerilla Girl’. Særligt rækken i front brød ud i opstemthed på up-tempo-sangene ’Joey’s Song’ og ’Hi’ fra den nyeste plade ’Always’, selvom Stewart for længst havde lukket øjnene og virkede en anelse distanceret fra stedet.

Læs anmeldelse: Xiu Xiu ‘Always’

Musikken fik denne aften ubetinget ret til at være i førersædet, og eneste gang Stewart henvendte sig til publikum var via en ultrakort takketale hen mod vejs ende. Men med en sjælden lydmæssig intensitet leverede alle varen på scenen, og med Stewarts følelsesudsving som Xiu Xiu’s signaturstempel er det vel kun forventeligt at selve attituden var lidt sær.

Efter afrundingen på et repertoire, som mindede lidt om en slags greatest hits i kulminationen med den næsten poppede ’I luv the Valley Oh’ opstod koncertens usammenlignelige højdepunkt. De fornødne klapsalver, der tiggede på et sidste musikalsk fiks fik her, hvad der hele aftenen havde ulmet under overfladen. Stewart skejede uforbeholdent ud til coverversion af Suicides ’Frankie Teardrop’ med alt hvad der hedder skrig og ’bollebevægelser’ i trancelignende, vanvittige bevægelser. Så fik man alligevel en bid af hans både psykiske og fysiske fandenivoldskhed, hvilket var en fandens tiltrængt cocktail at gå hjem på.