The Cribs

The Cribs var et af de bands fra post-Libertines-bølgen, der ligesom ebbede ud, inden de ramte de danske kyster. Men hjemme i den engelske andedam blev de ved at skvulpe rundt, godt hjulpet på vej af forsanger Ryan Jarmans tabloid-venlige forhold til Kate Nash og en solid credibility-indsprøjtning fra The Smiths-guitaristen Johnny Marr, der en overgang var fuldgyldigt medlem af gruppen.

Og så selvfølgelig også nogle iørefaldende garagerockede popsange, som de stadig er leveringsdygtige i, selv om Marr har forladt bandet og igen overladt styringen til de tre Jarman-brødre. Som tiden er gået, har de forladt den tidstypiske post-postpunk-lyd til fordel for skramlet powerpop a la The Replacements eller Beat Happening.

Singlen ’Chi-Town’ har masser af punch og et vredt 90’er-omkvæd, der vil gøre sig glimrende til diverse festivalkoncerter, og ligesom ’Come on Be a No-One’ viser den, hvorfor The Cribs trods deres himmelråbende mangel på originalitet alligevel har en eksistensberettigelse. Og med deres velskrevne mainstreamrock med garagekant og teen-vrede udfylder de på en eller anden måde et tomrum i vor tids musikalske landskab.

’Back to the Boltholes’ kaloriefattige Nine Inch Nails-tribute kunne vi dog godt have været foruden, og det er nok heller ikke med dette album, at The Cribs decideret indtager Danmark. Men hatten af for, at de bliver ved at udvikle deres lyd og stadig har gode omkvæd i ærmet.