Azealia Banks

Man når lige at blive betænkelig, idet Azealia Banks begynder at rappe på ’1991’. For minder det ikke meget om en yngre udgave af Missy Elliott? Det nasale flow lyder i hvert fald umiskendeligt derhen ad. Men hende her er ikke den nye Missy, Lil’ Kim eller hvem pokker hun ellers er blevet målt op ad. Den unge Harlem-dame råder godt nok over et potent lyrisk arsenal, men så stopper sammenligningen også.

For hvis Banks er gået andre i bedene, er det snarere i house-miljøet, man skal lede. Titelnummeret og den efterfølgende ’Van Vogue’ er finslebne club-skæringer, hvor de lette electro-rytmer sætter en perfekt scene til ren sommerdekadence og kølige genstande i langstilkede glas. Hårdere til værks går hun på ’212’, hvor den pæne clubhouse bliver til mere syret og 80’er-inspireret Detroit-techno, og tempoet i de frivole rim tæskes i vejret kun afbrudt af nogle over-the-top klimaksopbyggende synths. Festen slutter på toppen med ’Liquorice’, hvor Banks turbo-rapper i et sandt bombardement af den britiske beatsmed Lone, i en slags Inner City møder Nicki Minaj – så kom sammenligningen alligevel.

Læs også: Hør Azealia Banks debut-ep ‘1991’

’1991’ er en tætpakket omgang clublyd, hvor fortid og nutid på fin vis mødes. Men hvis kadencen skal opretholdes på et kommende album, bør der måske gives plads til lidt mere variation i den temmeligt kompakte formel.