Copenhagen Collaboration – overvejende vellykket
Ti danske bands, 30 musikere i samspil på kryds og tværs var, hvad Copenhagen Collaborations to og en halv time lange koncert bød på. Et overvejende vellykket kollektivt eksperiment, der dog også havde mindre interessante stunder undervejs, og som kom til at lide en smule under, at vi skulle rundt om alle bands’ materiale af flere omgange.
Læs live-anmeldelse: The Cure på Roskilde Festival
Den store flok musikere kom dog rigtig godt fra start med en big band-udgave af Alcoholic Faith Missions ‘Down From Here’, der til lejligheden var krydret med et flot korarrangement. Herefter fulgte Codys country-rocker ‘16 Holes’ og Sleep Party Peoples kaninmaskerede sovekammer-shoegaze i ‘Gazing at the Moon’, der begge talte blandt koncertens fineste momenter. Efter den fine start fulgte en række mindre mindeværdige, om end yderst kompetent eksekverede numre, der fik begejstringen til at dale lidt.
Læs også: Publikumsreaktioner: ASAP Rocky
Det var dog respektindgydende at bevidne, hvordan de mange musikere hver især vekslede mellem mange forskellige instrumenter, og undervejs imponerede et par af sammenslutningens mindre kendte bands The Ondt & The Gracehopper og Hellraiserten ligeledes med fornemme indslag, hvor navnlig førstnævntes melodramatiske pop i ‘Wild Fire’, der blev introduceret som »et sommernummer om forholdet mellem vold og sex«, samt sidstnævntes intime levering af ‘Hand Grenades and Machine Guns’ var forfriskende bekendtskaber.
Afslutningsvis fik vi et spøjst fællescover af Beyonces ’Halo’, som på glimrende vis rundede den lidt for langstrakte koncert af med manér og efterlod et mestendels positivt indtryk af maratonseancen.