Daughter – festlig melankoli
Shoegaze-genren blev opfundet af en kæk journalist fra det britiske musikmagasin NME i sin stræben efter at finde et passende ord til 80’ernes nye generation af musikere, som havde mere travlt med at kigge på deres sko eller distortionpedaler end på deres publikum. Præcis som deres større søskende i Beach House kan man ikke komme uden om, at Daughter er et moderne take på genren.
Som en natsværmer i en støvsky af mild melankoli ramte de – med den blide og generte Elena Tonra som blikfang – ikke forbi en eneste gang i løbet af deres smukke koncert på den intime Gloria-scene, og det til trods for at der netop blev kigget dybt i både pedaler og gulv, og at de, som de selv så smukt lagde det frem, altså er »kinda akward« på scenen.
Læs live-anmeldelse: Jack White på Roskilde Festival
Det, som for alvor gjorde aftenens mange små og simple perler, var måden, hvorpå de tre mand store band formåede at spille deres bedrøvende godnatsange op til en gedigen og til tider endda højrøstet fest, selv om sangene oftest blot bestod af fingerspil, lidt velvalgt distorsion og stilsikkert pumpende trommer. Om man var kommet for at lytte med på Tonras tekster eller for at svæve væk i guitaristen Igors forskellige pedaluniverser, så blev man ikke skuffet.
Læs også: Festivaltendens: Cool med kasket
Med linjen »If you’re still breathing, you’re the lucky ones« var sangen ‘Youth’ som skræddersyet til et træt svajende roskildepublikum, og lukkeren ’Tomorrow’ cementerede, at melankolsk shoegaze altså ikke behøver at være pisse kedeligt, bare fordi det er stille, intelligent og inderligt.
