Jack White – et rockdrøn af en anden verden
Jack White er en gammeldags mand, der foretrækker vinyl frem for mp3’er (og hey, det lyder sgu da også bedre!). Derfor var det også passende, at det var rigtige lightere, ikke smartphones, der blev strakt mod nattehimlen, da publikum undervejs i hans frygtindgydende fredagskoncert blev forkælet med den country-farvede The White Stripes-ballade ‘We’re Going to Be Friends’. Som så i øvrigt blev efterfulgt af en gnistrende udgave af ‘Hip (Eponymous) Poor Boy’, hvor White både tabte sin hat og væltede et bækken i sin riff-raptus.
Læs live-anmeldelse: The Vaccines på Roskilde Festival
Sådan var dynamikken denne analogt-orienterede aften, hvor den blege rockgentleman fra Detroit malede med hele paletten af rockreferencer – fra garagerock og punk til urgenrerne blues, country, folk og 50’er-rock – og leverede en af den slags samlende Orange-koncerter, som der er langt imellem. Udgangspunktet var numre fra hans glimrende solodebut ‘Blunderbuss’, der viste deres værd live, selvfølgelig garneret med udvalgte The White Stripes-sager og The Raconteurs-hittet ‘Steady as She Goes’.
Læs også: Festivaltendens: Cool med kasket
Udover rockdomptørens stramt styrede udladninger var nøglen til succes backinggruppen The Peacocks bestående af seks seje damer på trommer, kontrabas, pedal steel-guitar, violin og klaver samt en fabelagtig soulet korsangerinde. I forhold til The White Stripes’ stramme konceptrock (ikke et ondt ord om den) var tøjlerne denne aften løsere, lydbilledet fyldigt og facetteret og tonen friere og mere legende. Og påfuglepigernes nærmest intuitive fornemmelse for Whites uforudsigelige krumspring og små, legende afbræk midt i numrene var ganske enkelt overvældende. Resultatet var et historisk bevidst rockdrøn af en anden verden.
