John Maus

Der er sket meget for John Maus. Og så alligevel overhovedet ikke. Med sidste års formidable album ’We Must Become The Pitiless Censors of Ourselves’ fik professoren fra Minnesota endelig lidt fortjent opmærksomhed. Men manden komponerer stort set samme lo-fi-synthet, barok båndsalatspop for skæve eksistenser, som han gjorde i slutningen af 90’erne – nu bare med bedre melodier.

Som den knivskarpe læser allerede havde gættet ud fra albumtitlen, så er Maus nu klar med en rarities-opsamling med numre fra perioden 1998-2010. Her var Maus relativt ukendt, hvilket i min optik retfærdiggør det ellers besynderlige koncept, det er at udgive sange, der tidligere ikke har klaret cuttet.

Læs anmeldelse: John Maus ‘We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves’

Men også her er der lige lovlig langt mellem guldet. Dermed ikke sagt, at det ikke findes. Den upbeat ’Bennington’ er en mystisk ’Ghostbusters’-lydende ode til en blind pige og viser Maus fra hans mere catchy side. Og selv om det er småfjollet, når den står på intergalaktisk krigsfanfaretrut eller syntetiske sækkepiber på henholdsvis ’North Star’ og ’Castles in the Grave’, er det alligevel denne slags spøjse indslag, der bare gør Maus til en ener, der er svær ikke at holde af.

Som helhed mangler opsamlingen helstøbte sange. Men for fans vil det alligevel være sjovt at høre, at Maus selv for 14 år siden havde opfundet sit eget retrofuturistiske lydbillede, der de seneste år er kommet gevaldigt på musikmode. Dermed fungerer albummet fint som enden på et kapitel. Men så heller ikke mere.