Mazzy Star – som en mystisk drøm
Mazzy Star var en af 90’ernes ædleste stjerner. Sangerinden Hope Sandoval og guitaristen David Roback skabte med deres album ‘She Hangs Brightly’ og ‘So Tonight That I Might See’, fra henholdsvis 1990 og 1993, en unik, sart og drømmende rock. Efter deres sidste album fra 1996 fulgte en alt for lang pause, som nu er slut.
‘Blue Flower’ fra debutalbummet brød den forventningsfulde stilhed, og den smukke Hope Sandoval gik med sit dragende væsen i ét med de fabelagtige visuals, der fyldte det store lærred bag hende. Tilsat den altomgivende, dronede lyd trak de resten af salen med sig ind i den forunderlige verden af støvet drømmepop.
Mest stille og fintfølende blev det med ‘Blue Light’, hvor Sandovals guddommelige englerøst, forførende roligt blev akkompagneredet af blød guitar og orgellignende keyboard. Derefter fulgte et skift, og hvinende, insisterende syreguitar førte den psykedeliske rock helt ind i knoglerne med en tung bas på ‘She Hangs Brightly’.
Læs også: Hør Top Track: Mazzy Star ‘Lay Myself Down’
‘Look On Down From the Bridge’ var aftenens emotionelle højdepunkt. Min sidemand kaldte det »det bedste selvmordsnummer ever«, men paradoksalt nok sendte de klare guitarstrenges dybe sonisk pendulerende lyd på forunderlig vis ren og skær kuldegysende livslyst af sted. Livslysten og nærværet forblev tilstedeværende under hittet ‘Fade Into You’, der blev afsluttedet med den tilbageholdende mus(s)estemmes taknemmelige »tak«.
Som noget nyt spillede de det endnu ikke udgivne ‘Flyin Low’, der vildt og råt åbenbarede en klar country/folk-inspiration, ikke mindst understreget af Sandovals mundharmonikaspil, der sammen med de stemningsfulde visuals livagtiggjorde en prærienaturs implementerede sørgmodighed. Slide-guitaren truede sammen med de hæsblæsende trommer fra tid til anden med at drukne vokalen, der dog for det meste holdt sig elegant oven vande.
Det afsluttende nummer, ‘So Tonight That I Might See’, forblev i den folkloristiske rocks ende. Med en intensiv skrigende og dog afbalanceret disharmoni, sammenholdt af dybe taktfaste og vedholdende trommeslag var nummeret lige på grænsen til at gå i et repetitivt, lettere langvarigt selvsving. Men så var det slut.
Genopståede Mazzy Star leverede en stjerneaften, der som en mystisk drøm sluttede lige så pludseligt, som den begyndte.