Rick Ross

Florida-rapperen slipper af sted med en stort anlagt lyd grundet gode producere, der bidrager med så stærke signaturproduktioner, at Rick Ross’ begrænsede lyriske formåen knapt bemærkes.

Ross har lavet et album, der lyder som soundtracket til en dekadent limo-ride i Las Vegas. Pompøst med storladne synths og strygere. Selv siger rapperen, at han har tænkt som filminstruktøren Martin Scorsese for at få det til at lyde dristigt, hårdt og virkningsfuldt. Inspirationen er tilsyneladende 80’er-film, for flere tracks emmer af hvide jakkesæt, Miami-coke og bananpatter.

Ross’ svaghed er, at han ofte fremstår mere oppustet end storladen, og det lyriske univers er bemærkelsesværdig uinteressant, med kontekstløse rim om damer der hænger fra hans underlæbe, hvor mange kilo coke han handler, at drikke sprut direkte fra flasken (Rozay fortynder ikke Ribenaen 1:4) og skud ud til Biggie. Det klinger hult, når Ross overkompenserer sit påtagede gangsta-image.

Som på ‘Teflon Don’ overskygger mange gode gæster Ross på vokalen, hvor han fremstår som gæst i eget hus. Således tyvstjæler André 3000 ‘Sixteen’. Nummeret er tilpasset Outkast’erens southern rap-flow, og producerslænget J.U.S.T.I.C.E. League har smidt lidt elguitar ind for at forstærke den sydstatslige sound.

Læs anmeldelse: Rick Ross ‘Teflon Don’

‘Hold Me back’ og ‘911’ er gode undtagelser, hvor Ross viser, at han faktisk godt kan selv på tunge beats, med Duracell-kaninen på high hat og en tranceskabende klub-synth, men pladens mest solide track er ‘3 Kings’ med Dr. Dre og Jay-Z på et klassisk, men perfektioneret hiphop-beat fra Jake One.