Riff Raff

Er han en hvid Lil B? En rappende Sidney Lee? En Warholsk superstar? Manden med det vanvittige og karikerede alter ego Jody Highroller virker selv som et vanvittigt og karikeret alter ego. Pointen er ikke at finde en kerneperson, en slags dukkekontrollør, bag kulisserne – virvaret af personligheder og udtryksformer dækker ikke over noget, det er selve pointen.

Måske er Riff Raff den logiske konklusion af hiphoppens udvikling, hvor Lil B udgiver ‘based mixtapes’ med 848 numre, og Rick Ross er übergangster på trods af en fortid som fængselsvagt. Internettet er den postautentiske hiphops centrale drivkraft: Riff Raff er blevet kaldt meme-rap, lige så meget blogemne som rapper.

Og musikken på dette mixtape? Den skyder i alle retninger. Helt fantastisk når Riff Raff glider ind i andre rapperes verdener, som ny-chicagoiansk paranoiarap med Chief Keef eller sampledreven New York-lyd med Action Bronson. Det er også underholdende, når han giver sig ud i eurodancede autotune-croonerier eller lejrbålssang på henholdsvis ‘Jody Highroller’ og ‘Time’. Men hvis der er én generel retning, er det de mange numre, som dyrker en slags snap music, der lyder som populærrap fra syv-otte år tilbage: Minimalistisk dansemusik a la Ying Yang Twins eller Young Joc, der handler om at få så meget ud af fingerknips og en hypnotiserende laserfuturistisk blippen som muligt. Og det virker. De monotone beats overlader scenen til rapperens bevidsthedsstrøm.

De uundgåelige Diplo’ske ‘verdensmusik’-indslag er modsætningsvis hektiske og konkurrerer nærmest med Riffs vokal. Derudover er mixtapets mange plastik-billige beats og skønsyngende omkvæd måske en del af konceptet, men 25 numre er en overdosis. Så ja, en anbefalingsværdig rodebutik.