Wilco – en musikalsk kærlighedserklæring
Wilco er ikke en helt nem størrelse at forklare for udenforstående. Et country-band, der i trods spiller følsom indierock med en jazz-guitarist og -trommeslager som hækspoiler? Countryens Radiohead? Verdens mest avancerede morfar-rockband?
Alle ovenstående floskler blev levendegjort på fornemste vis, da Jeff Tweedy og co. indtog Way Out Wests næststørste scene fredag aften og lagde ud med en stilfærdig ‘Poor Places’, fulgt op af den rytmisk knudrede og utilgængelige ‘Art of Almost’. Aftenen bød på en fem kvarter lang og tilsvarende karrierebred setliste, der næsten aftvinger et ‘hitparade’-mærkat. Det er nemlig de færreste bands, der ubesværet afveksler nærmest straight country med sofistikerede kompositioner som det ovenstående andet-nummer, melankolske mesterværker som den nærmest bogstavelige og navnkundige hjerteknuser ‘I Am Trying To Break Your Heart’ og så ligefremme rockere som ‘A Shot in the Arm’ og ‘I’m Always In Love’ fra 1999-albummet ‘Summerteeth’ uden at tilte og komme til at virke uhomogene og skizoide.
Læs også: Video: Wilco dyster mod Skipper Skræk
Det klappede i en grad, så ærgrelsen over at det oplagte gæstespot til Billy Bragg, som spillede samme dag på festivalen, og som Wilco har begået to album med, ikke blev til noget, forsvandt som dug for sensommersolen. ‘Heavy Metal Drummer’ var velvalgt i aftenens anledning med den i Way Out West-regi rammende lyrik om at tage i skoven og forelske sig i musikken, mens enhver burde være kærlighedserklæringer som ‘The Whole Love’ fra bandets seneste album af samme navn og koncertlukkeren ‘I’m the Man Who Loves You’ forundt.
Superguitaristen Nels Cline konkurrerede i sine spastiske strengeanfald med andre legender som Thurston Moore om at være kakofoniens konge på festivalen, men sejrede på soli som det lange friløbsstykke i den gudesmukke ‘Impossible Germany’. Jeff Tweedy kan tilsvarende snildt overhale Povl Dissing i kampen om at være den grimmeste mand i byen, når han synger – som han nærmest vrænger ordene ud over scenekanten. Og når han sammen med Pat Sansone og Cline fuldendte et virtuost treguitarers-angreb, gnistrede en nærmest barnlig spilleglæde ud af dem. Man er en kold skiderik, hvis ikke man falder for det, ganske enkelt.
Koncertens eneste kritikpunkt er ikke er rettet mod bandet selv, men snarere publikum. Svensken er på én gang et både alt for høfligt og virkelig ubehøvlet folkefærd. Høfligt, fordi Wilco ikke havde fortjent at spille en så sublim koncert for det, der virkede som Dantes version af helvedes bund fra ‘Den Guddommelige Komedie’: En frossen indsø fuld af forstenede mennesker. Ubehøvlet, fordi disse saltstøtter alligevel brugte tiden på at snakke hinanden og alle andre et øre af. Så håll dog käften, Sverige!