MNDR

Det er sådan fifty-fifty. Enten synes man MNDR har fundet en personlig plads på hylden for intelligent electropop, hvor kunstnere som Robyn, La Roux og Charli XCX slår synthede gnister med følsom funklen i neonpallietterne.

Synes man det, er man nok også til netop den råsøde, opdaterede 80’er-lyd og synes, at det er kækt og catchy, når duoen på deres debutplade krydrer med lidt eurotechno på ‘Faster Horses’, eller fremprovokerer pseudonostalgisk, danseglad gåsehud med den hæse, storladne romantik og de knitrende synths på ‘Waiting’.

Eller også er man træt af spraglet neon, når den ikke bæres med samme autoritet og intense personlighed som netop en Roby. Og efter at have hørt albummet igennem et par gange, har man endnu ikke fundet det nummer, man bare er nødt til at høre igen. Måske fordi det alligevel forekommer mere popsmart end medrivende, når Amanda Warner for eksempel synger om, hvordan ‘Burning Hearts’ bliver kolde med tiden på et nummer, der også køles noget med tiden.

Det er alligevel det indledende enten, der ender med at veje tungest. Den mere nøgne følsomhed fra hittet ‘I Go Away’ findes ikke i overflod, men singlen ‘#1 in Heaven’ bliver ved at være catchy efter flere gange på repeat. Albummet vil gøre sig glimrende som bytursopvarmning hos både poppiger og –drenge, men også for electropop-glade hipstere med nedtonet ironi.