The Vaccines

Hvis der er noget, The Vaccines mestrer, er det den flabede albumtitel. På sidste års debut skærmede de sig mod den britiske presses lavine af hype med titlen ’What Did You Expect From The Vaccines?’. Og opfølgerens titel må formodes at være delvist ironisk. Godt nok synger de ikke længere om danske teenage-modeller eller post-break-up sex, men forsanger Justin Youngs ubønhørligt selvudslettende tekster nærmer sig alligevel Taylor Swift-territorium med højere lixtal. Ikke ligefrem en markør for modenhed.

Det fantasiløse navlepilleri bliver dog overskygget af overstadig punkenergi på ’Teenage Icon’, der lyder som et levn fra bandets forgængere i The Buzzcocks eller The Undertones. Overordnet set viser The Vaccines ikke den store interesse i musikalske eksperimenter. Ærgerligt, når nu den halvhjertede og sporadiske flirt med country tilføjer lidt variation, eksempelvis på ’I Always Knew’ hvor trommerne galopperer af sted som en fuldblodsaraber, imens dødsridtet elegant bliver afværget af omkvædets længselsfulde 60’er-popvokal.

Læs også: Hør The Vaccines’ nye album

Ifølge bandet selv var deres hensigt at lave en spændende rock’n’roll-plade. Måske er det denne ambition, kvartetten forsøger at indfri med et track som den teatralske ’Ghost Town’, der lyder for meget som Janelle Monaes ’Come Alive (War of the Roses)’ til at fremstå interessant.

Albummet byder dog alt for ofte på en slags rock-pendant til stegt flæsk med persillesovs: Lejlighedsvis saftig, men som helhed uinspireret og tilbageskuende. Hvis det er, hvad The Vaccines anser for musikalsk modenhed, burde de måske i lige så høj grad som i deres tekster forsøge at holde voksenalderen for døren.