De havde svært ved at finde hinanden igen, da tømmermændene oven på succesen lagde sig. Men det lykkedes med albummet ‘Shields’. På søndag gæster Grizzly Bear Falconer Salen.
I fugleflugtslinje er der cirka 800 kilometer fra Kolding til London, men karrieremæssigt er Grizzly Bear lysår væk fra deres besøg i førstnævnte by, da jeg møder dem i sidstnævnte. I Kolding spillede de i 2006 på det meget lidt glamourøse Pitstop på en turné, der på foranledning af vennerne i Efterklang også bragte dem forbi Aalborg og Silkeborg. En turné de husker tilbage på med glæde her seks år efter, men også med en tydelig tilfredshed over at være kommet videre.
»Når man har spillet steder som Kolding for 20 mennesker i fem år, er det fantastisk, at man kan mærke, at publikum bare vokser og vokser«, fortæller forsanger Ed Droste, der sammen med trommeslager Christopher Bear møder mig i Soho i London i et mødelokale, der mest af alt minder om en high-end hotelbar.
Skjorteklædte tjenere kommer med drinks, møblerne er dyre, lounge-musikken er diskret, og selv de dummeste spørgsmål mødes med tålmodighed og et grin. Det virker rart og komfortabelt at være Grizzly Bear lige nu, både kunstnerisk og økonomisk.
»Vi har en fin indkomst og kan betale huslejen. Det er rart«, siger Droste med en underspillet mine. Med hensyn til det kunstneriske er Brooklyn-bandet klar med deres fjerde album, ‘Shields’, hvis mere flossede lydbillede nok vil overraske de ører, der faldt for de kammerpoppede harmonier fra forgængeren, ‘Veckatimest’. Men det er, om ikke bevidst, så i hvert fald uundgåeligt.
»Nogle bands har en formel, som de holder sig til, og det er fint for dem, men det dur bare ikke for os. Vi er nødt til at finde en ny retning og en frisk tilgang til processen, hver gang vi laver et album«, fortæller Droste.
Jay-Z som fan-boy
Den helt rette retning fandt de fire bandmedlemmer i Drostes bedstemors hus i Cape Cod i Massachusetts. Et idyllisk ferieparadis for Gossip Girl-agtige old money-typer om sommeren, men et perfekt sted for en kreativ arbejdslejr om vinteren, når man: A) skal væk fra New York og alle dens distraktioner, og B) skal prøve at finde hinanden igen musikalsk efter at have taget en lang pause oven på to års konstant turneren. En pause der var hårdt tiltrængt.
»Det er jo vildt sjovt at være på turné, men man bliver også bare nødt til at stoppe igen på et tidspunkt, for man mister realitetssansen. Det er ikke det virkelige liv. Og så er man altså virkelig træt efter to år«, siger Bear.
Og de to år var ikke bare hvilke som helst to år i Grizzly Bears karriere. Det var nemlig i løbet af dem, at det hele pludselig tog fart med hjælp fra en række faktorer: Det fremragende album ‘Veckatimest’, ørehængersinglen ‘Two Weeks’, det store fokus på Brooklyn og så Jay-Z. Sidstnævnte sprang nemlig sammen med hustruen Beyoncé ud som Grizzly Bear-fans til stor overraskelse for de fleste, undtagen bandet selv.
»Vi er gode venner med Solange (Beyoncés lillesøster, red.), så vi blev ikke så overraskede over, at hun spillede musikken for dem. Men det var fedt, at de kom til koncerten, for vi er kæmpe fans af dem begge, og det var da overraskende, at Jay-Z var så åbenmundet om, hvor gode han syntes, vi var«, forklarer Droste om blåstemplingen fra det musikalske kongepar.
De to tumultariske år tog bandet på sengen, for de har efter eget udsagn aldrig rigtigt forventet noget af deres karriere – i hvert fald ikke at spille med et af verdens bedste symfoniorkestre, turnere i Australien eller at spille på den engelske Glastonbury-festival.
»Da jeg var 20 år gammel, troede jeg aldrig, at jeg skulle komme til at spille en koncert«, siger Droste med et grin.
Demokratisk kreativitet
Men det kom han til. Så mange endda at bandet havde brug for at trække stikket ud, da støvet havde lagt sig. Og efter den lange pause hver for sig tog det lidt tid at genskabe rytmen og finde hinanden både menneskeligt og kunstnerisk, fortæller forsangeren.
»Det var spændende men også en udfordring, for vi havde alle sammen ændret os meget og fundet nye musikalske inspirationskilder«.
Udfordringen bestod blandt andet i, at bandet opererer med konsensusdemokrati, så når de i løbet af det første stykke tid spillede skitser til sange for hinanden, gik de kun videre med dem, de alle sammen syntes var fede og havde potentiale.
»Vi har alle sammen stærke meninger«, siger Bear med et smil, der afslører, at det ikke var en helt så lige til proces. Men langsomt fandt de ind i en kreativ proces, der faktisk resulterede i mere end 20 sange, som blev barberet ned til de ti, der udgør ‘Shields’. Der var ikke på forhånd noget koncept for pladen eller nogen konkrete ideer til, hvordan lydbilledet skulle være, forklarer Droste.
»Det kom bare hen af vejen, vi har aldrig et egentligt tema for en plade på forhånd«.
Han kalder pladen »rå, energisk og insisterende« og nævner som konkret virkemiddel, at mange af vokalerne er indspillet i ét take, frem for de harmoniske lag-på-lag-vokaler der prægede ‘Veckatimest’. Et hit som ‘Two Weeks’ kan bandet ikke garantere, at den nye plade indeholder.
»Da vi lavede den, vidste vi da godt, at den var catchy, men vi anede ikke, at den ville slå igennem på den måde. Man kan ikke bevidst forsøge at lave sådan noget igen, det bliver alt for søgt«, siger Bear, der ligesom Droste aldrig havde et problem med, at den ene sang tegnede bandet for mange mennesker. »Bare det, at folk gider bruge tid på vores musik, er fedt. Én sang er bedre end ingenting«.
Det sagt så har Droste tidligere ærgret sig en del over de musikalske vaner i internetalderen, hvor de færreste har tålmodighed til at lytte et album igennem fra ende til anden. I dag må han dog selv indrømme, at det ikke nytter noget at kæmpe imod.
»Vi elsker stadig albumformatet, og man skal huske på, at kunstneren tænker nøje over, hvordan sangene passer sammen, og hvilken rækkefølge de skal komme i. Men jeg hører jo også selv musik på den nye måde«.
Gider ikke sove på gulvet
Droste og Bear har fulgt hinanden, siden Grizzly Bear egentlig bare var forsangerens soloprojekt, og med årene er bandet blevet deres liv og karriere, mens de så småt er blevet voksne. Men ingen af dem ønsker, at bandet skal minde alt for meget om en karriere.
»Vi bliver kun ved, så længe det stadig er interessant for både os og dem, der lytter til musikken. Hvis det begynder at føles unaturligt, stopper vi«.
Mange ting har også ændret sig i forhold til starten og nu, hvor de har rundet de 30.
»Vores liv er blevet mere komplicerede, og der skal bruges væsentlig mere tid på at koordinere kalendere og sådan noget. Og så tager vi bedre vare på os selv. Nu ved vi, at vi ikke skal drikke os skidefulde hele tiden«, siger Droste, og Bear supplerer:
»Når man er i 20’erne, sover man gerne på gulvet, når man er på turné. Det gider vi altså ikke længere«.
Til gengæld glæder de sig meget til at kigge forbi Danmark igen, men nu er det mere Noma end en Tour de jyske spillesteder, der trækker.
»Jeg var der med Rasmus fra Efterklang, og det var så godt«, griner Droste, mens en tjener placerer et glas boblende mineralvand foran ham.
Det er ganske rart at være Grizzly Bear.