Pangaea

Popkulturen spøger på Pangaeas anden dobbelt-ep: »Do your thing«, beordrer Missy Elliott på åbningsnummeret ‘Game’, »just make sure you are ahead of the game«. Kevin McAuley holder sig da også langt fremme i skoene på en udgivelse, som blander hans rødder i basmusikken med både reggae, r’n’b, house og techno. Førnævnte genrer er alle kendte ansigter på den scene, der engang hed noget så enkelt som dubstep, og man skal da heller ikke gå til Pangaea, hvis det er nyskabelser, man er på udkig efter.

Er det derimod velproduceret basmusik med nok kreativitet til at være fængende og nok vellyd til ikke at være alt for krævende, som trækker, er ‘Release’ et glimrende sted at starte. Ep’en fremviser et solidt stykke håndværk, som altid er velproduceret, og hvor den største trussel mod lytteroplevelsen er kedsomheden. Man savner nogle af de sprælske indslag, overraskelserne, opbygningerne og dynamikken, der ellers kendetegner kollegernes værker. Når Untold er mere ekstrem, Actress mere nørdet, og Ramadanman mere rytmisk, hvor passer Pangaea så ind?

Det spørgsmål besvarer McCauley ikke alt for overbevisende. Særligt sidste halvdel af dobbelt-ep’en virker metaltræt, hvilket er noget bekymrende, de blot 43 minutters spilletid taget i betragtning. Det ændrer dog ikke på, at ‘Game,’ ‘Release’ og ‘Trouble’ alle er glimrende produktioner, som endda muligvis havde gjort sig bedre på egen hånd som singler. Derfor lader der stadig til at være et stykke vej igen, før Pangaea endegyldigt træder ud af kollegernes skygger.