Wiz Khalifa

Rappen på den tungt tuschede weed-rappers nye album bliver sjældent til mere end røgringe i blæsten. Wiz lyder som sig selv på godt og ondt, men der er dog nybrud at spore på produktionssiden, hvilket tilføjer lidt tiltrængt kant til Khalifas vanlige fremgangsmåde.

‘Work Hard, Play Hard’ eksemplificerer Khalifas formel klarest i vekselvirkningen mellem skødesløs rap og renskuret popomkvæd. ‘Fall Asleep’ er anderledes interessant, når barnesang, distortion og caribisk rytme i omkvædet mikses til en skizofren vuggevise. Og Pharrell komponerer den cool ‘Rise Above’ med et sjældent introvert udtryk af små samplede vokalbidder, piano-loop og et laidback beat.

Læs anmeldelse: Wiz Khalifa ‘Rolling Papers’

‘O.N.I.F.C.’ er samtidig en parade af synthesizer-effekter. På ‘Time’ presses citronen med en synth indstillet på ‘panfløjte’. Til gengæld er ‘Up in It’ en vellykket rapsjæler med ekkoeffekt på trommen og dybe 80’er-synthstabs. Der refereres diskret til sexscenen fra ‘Top Gun’-filmen, hvor Tom Cruise selv tog et par dybe stabs i modlys til Berlins ‘Take My Breath Away’.

‘Remember You’ med Abel Tesfaye på øm gæstevokal er mere The Weeknd end Wiz, følsomt og forførende. Tesfaye starter nummeret med den skamløse linje »She’s about to earn some bragging rights«. Selvtilliden er ikke det eneste, der strutter på de to unge fyres fremragende samarbejde.

Wiz Khalifa. 'O.N.I.F.C.'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af