Dangers of the Sea

Supergrupper er altid spændende. Forholdsvis nylige åbenbaringer tæller Them Crooked Vultures og Atoms For Peace, og med de musikere, som sanger og sangskriver Andreas Bay Estrups har samlet fra Efterklang, Saybia og Slaraffenland, kan man med lidt godt vilje argumentere for, at Danmark nu også er repræsenteret på supergruppe-landkortet.

Genremæssigt skal der dog graves tilbage til 60’erne og Crosby, Stills, Nash & Young, hvis ellers en sammenligning med danskerne skal give mening. Især Estrups lyse og distinkte vokal får Neil Young-klokkerne til at bimle.

Og det er da også med mange af Young og Co.’s virkemidler, som mundharmonika, vokalharmonier og solide guitarspor, at bandet folder sig langsomt, men sikkert ud for ørene af sin lytter med 11 ukomplicerede strukturer og tekster spundet over melankolsk folkrock.

Læs også: Se video: Dangers of the Sea i smuk akustisk opførsel

Hurra for ’Everything Will Be Alright’ som i sørgeligt dunkle vintertider dufter af forår i det luftige og catchy omkvæd. ’Sheer Desperation’ balancerer imellem håb og mørke, og igen er det omkvædet som påfugler den på fornemste vis med dragende fingerspil og smittende perkussion. På ’Take My Hand’ lancerer bandet for alvor klaver og glockenspiel i hyggelig forening, mens ’Mine To Keep’, med træblæsere og trommer i centrum, er noget af det mest vovede, drengene serverer.

Denne fine debut er sådan cirka delt halvt mellem numre, som ikke helt formår at komme ud over kanten, og gode numre, der nok skal charmere, især fans af Young eller Midlake. Den største anke må være, at pladen mangler et par jaw-droppers, som for alvor vælter dig af pinden af melodisk lykke eller frydefuld overraskelse.