Bonobo

Giver ’chillout-musik’ mening efter opfindelser som Facebook og iPhone? Kan man lægge lyd til chillaxation, som om internettet ikke for længst havde udryddet den gammeldags idé om afslapning i form af uforstyrrethed?

Den elektroniske downtempo-musik havde stor succes i 90’erne, men nu leder den med lys og lygte efter et formål hos mennesker, der finder ro i den harmonisk skvulpende strøm af statusopdateringer frem for i tilbagelænet afkobling. Bonobo finder ikke løsningen, men prøver pænt.

Ånden fra 90’ernes chillout er bibeholdt: Matslebne, smaskende produktioner, venlige rytmer, melodier der hverken stiller spørgsmål eller giver svar. Vokaler der taler pænt som cafégæster med problemer, der deles over kaffen. Og så en del sol, eller alternativt pejs.
Men britiske Simon Green har tilsat en fin lille vifte af opdateringer. En dejlig detaljerigdom i instrumenteringen giver lydbilledet dybde, mens et væld af små variationer gør numrene spændstige og selvstændige.

Læs anmeldelse: Bonobo ‘Black Sands’

Bonobo forsøger ikke at være retro, men ønsker at genskabe en stemning i mere moderne omgivelser. Det lykkes for så vidt godt. Men efter folk som Oneohtrix Point Never, James Ferraro og Flying Lotus er det svært at lytte til Bonobos musik med uskyldige ører. Han mangler refleksionsvilje, som om han søger mod en umiddelbarhed, der er forduftet. Og Green mangler den intimitet, der giver pote hos musikere som Nicolas Jaar, Gold Panda og Pantha du Prince. Det betyder ikke, at albummet ikke har sine skønne øjeblikke, der vil passe fint til den kommende sommer. Men det betyder, at de hurtigt er glemt igen.