Iron & Wine

På sine seneste par album har den fuldskæggede singer/songwriter Sam Beam stille og roligt skiftet den intime og spartanske lo-fi-folk, der gjorde hans projekt så uimodståeligt til at begynde med, ud med et rigere orkestreret og nuanceret udtryk. Transformationen har indtil videre kun været delvist vellykket, da eksperimenterne sjældent har været så kunstnerisk frugtbare, som man kunne ønske sig, og ofte er de kommet til at stå i vejen for melodier og sensibilitet.

Det indtryk ændrer hans femte album ikke på, da det beklageligvis er en underskudsforretning hvad angår stjernestunder, men i stedet et overskudslager udi det jævne.

Læs anmeldelse: Iron & Wine ‘Kiss Each Other Clean’

Sam Beams papirtynde sangstemme er fortsat smuk, og der er skam heller ingen numre, som er decideret dårlige. Problemet er bare, at der heller ikke er nogle rigtig gode. Symptomatisk er den blæsermættede og jazzinspirerede ‘Lovers’ Revolution’ en underlig størrelse, der hverken formår at swinge rigtig fedt eller frastøde, som klæg højskole-jazzpop ville gøre det. Den er der bare, uden at ville lytteren hverken det ene eller det andet.

Mere følsomme numre som ‘The Dessert Babler’ og ‘Joy’ er både velkomponerede og vellydende, men de er også helt og aldeles anonyme og blottede for de hooklines, der skulle få mig til at nynne med, og de uforudsigelige elementer, som skulle få mig til at trykke på repeat-knappen.

På dette album er den ellers talentfulde Beam simpelthen for jævn og jordnær til, at det er værd at bruge sin dyrebare tid på.