Yeah Yeah Yeahs
Man skal tre år tilbage for at finde Yeah Yeah Yeahs’ seneste album, og efter at have lyttet til ’Mosquito’ bliver man mindet om, hvor meget de har været savnet.
På den kraftfulde åbner ‘Sacrilege’ ligger Karen O’s forvrængede, rå og sexede vokal oven på et enkelt basriff og et knastørt rockbeat. Som på resten af pladen er virkemidlerne enkle, men originale, og trioen udnytter dem til fulde.
I store perioder lader newyorker-bandet vildskaben titte frem, og det er netop her, at de er allerbedst: Når Brian Chase får lov til at tampe løs på trommerne, Nick Zinner vrider sin guitar, og Karen O virkelig synger igennem.
Læs også: Se videoen til ‘Sacrilege’
Enkelte steder forsvinder garagerock-attituden helt, og et nummer som ‘Subway’ bliver i længden lidt for monotont. Det hele bliver simpelthen for kontrolleret, og intensiteten begynder at lide under det.
Opbygningen af albummet er kreeret med elegance og minder i høj grad om selvsamme på bandets seneste plade ‘It’s Blitz’, hvor de mere stille numre blandes med intens vildskab. Dog er der enkelte smuttere, og den rå ‘Buried Alive’ stikker virkelig ud. Det starter egentlig meget godt, indtil Dr. Octagon helt malplaceret begynder at rappe.
Yeah Yeah Yeahs er tilbage med stil.