Ice Cream Cathedral – kølig skønhed

På selvsamme scene, hvor When Saints Go Machine stod parkeret aftenen forinden, havde trioen, der albumdebuterede tidligere på året med det imponerende ’The Drowsy Kingdom’, bygget deres egen lille maskinpark op. Som deres ældre kolleger er Ice Cream Cathedral nemlig en enhed af voldsomt kompetente musikere, der konstant skifter mellem instrumenter, digitale og analoge, gerne betjener flere af gangen, og generelt synes at se flere muligheder i det musikalske spektrum, end de fleste andre.

Trods deres spinkle kroppe og ydmyge fremtoning, ligger der en bredskuldret selvsikkerhed i deres musik, som er et fascinerende møde mellem en mekanisk stivhed og kød, blod og flimrende følelser. Ikke ulig hedengangne Broadcast, hvis savnede signaturstemme Trish Keenan, Anja Lahrmanns vokal deler sin klassiske kølige skønhed med.

Læs også: Spot Festival: Publikums yndlingskoncerter

Da det fokuserede band havde rystet de indledende nerver af sig i Kongrescenterets store sal, fandt deres knudrede melodier sin plads blandt tågede lag af synth, effektpedaler og Anders Bachs stramme, og skiftevis hårdslående og blidt pulserende, trommer.

Det var i de mest harmoniske stunder, at Ice Cream Cathedral lyste stærkest op lørdag eftermiddag og fik de små hår i nakken på det sandsynligvis tømmermændsramte publikum til at rejse sig. De mere eksperimenterende ekskursioner, som det bas-bragende, frenetiske intermezzo i ’Tie the Great Uncommon’, var mere interessante end vellykkede, men pegede ind i fremtiden for et enormt opløftende og unikt band, der synes at blive høje på at udfordre sig selv.