Mikal Cronin

5 6

I lyset af de høje forventninger oven på Mikal Cronins selvbetitlede 2011-album, der tog fusen på mangen en opmærksom rocklytter, som næppe havde ventet en debut af den karat fra Ty Segalls trofaste basvæbner, er det glædeligt at kunne annoncere, at Cronins fuldgode albumtoer besidder alle de dyder, en sådan bør. Jordforbindelsen er i orden, men det er lysten til at variere udtrykket også. Borte er de sammenbidte, fuzz-fræsende psych-udskejelser fra første album og i stedet kommer en udvidet instrumentpalette med strygere og klaver ind fra højre.

‘Shout It Out’ kunne nærmest have været solgt til Weezer, for Cronin giver effektivt Rivers Cuomo og co. powerpop-baghjul på sangskrivningsfronten. Sammen med ‘Am I Wrong’ og den grungede ‘See It My Way’ er de albummets mest singleoplagte skæringer, mens den lavmælte, akustiske soloballade ‘Don’t Let Me Go’ beviser, at Cronin også kan uden en fuzzpedal for fødderne, og på ‘Turn Away’ strækker han med succes spilletiden forbi fem-minutters-mærket med et gribende instrumentalt coda. ‘Peace of Mind’ er, som et lidt vel fladt og uoriginalt midtempo-nummer albummets enlige svipser i en ellers filler-fri stime, men ni ud af ti er også en fin statistik.

Albummet er som helhed en tak mere boblende og sommerpoppet end debuten, og den uforgængelige Beach Boys/Beatles’ke catchiness i sangene, der driver af solbeskinnet feelgood-melodiøsitet og kække toneartskift, understreger så rigeligt Cronins status som en af de fornemste bærere af powerpoppens fakkel i skyggen af Jay Reatards død, trods hans umiddelbart lidt mere imødekommende musikalske gemyt.

Mikal Cronin. 'MCII'. Album. Merge/Cosmos.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af