Mount Eerie – tysthed og torden

Mount Eerie – tysthed og torden
Foto: Benjamin Lund Nielsen

Phil Elverum, den gennemgående figur i Mount Eerie, har tilsyneladende en aldeles lakonisk tilgang til livet som turnerende musiker. Hans ukrukkede ro skabte en lettere akavet indgang til fredag aftens midnatskoncert i den forstand, at hans indledende hilsen aldeles fratog publikum initiativet. Forvirring afløste derfor de obligatoriske klapsalver. Never mind.

Mount Eerie er et alvorsfuldt, men bestemt ikke selvhøjtideligt foretagende fra staten Washington. Bandet udstråler en autodidakt tilgang til musikken, men i en avantgardistisk indpakning. Skovmandsskjorten clasher med en begavet kunstskolefernis.

Bandets kuldslåede, rurale udtryk er som en tonesætning af basale drifter og naturens indifferente vælde, der troner over menneskets bekymringer. Man følte sig således hensat til en Marilynne Robinson-roman, hvor frostsprængte kinder og klare nætter hersker i det vinterlige amerikanske hjerteland.  Musikken var spartansk og prunkløs, melodierne absolut minimale. Skurrende flader af guitar mødte poetiske indbrud af snakke-sang fra Elverum.

Læs live-anmeldelse: Mikal Cronin på Pop Revo

Den mest oplagte reference er nok de mere berømte landsmænd i Low: Sadcore udsat for larmende partier af guitarbrus, der vældede ind over musikkens mere tyste passager som mørke skyer, der giver landskabet karakterfulde skygger. Det trækker altid sammen til regn og torden i denne musik, men skiftet sker umærkeligt og organisk.

Elverum og hans kvindelige backing-band udgjorde en naturlig enhed denne aften på Atlas. De skabte og fastholdt en fortættet magi med enkle midler, selv om lidt flere melodiske indbrud med fordel kunne have skabt stier med lysindfald i den mørke skov.

Koncert. Atlas, Pop Revo.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af