Schultz and Forever – den sarte kerne blev væk

Den blot 18-årige gymnasielev har allerede en del at leve op til: Jonathan Schultz næsten-debuterede som livekunstner på Spot Festival 2012, og siden er det gået hurtigt med at høste anerkendelse og international bevågenhed. Fredag aften gik han alene på scenen i en fyldt og forventningsfuld Lille Sal iført hættetrøje og med pandehåret ned i øjnene.

I første nummer var der fuld fokus på Schultz selv, hans hæst nasale stemme og fornemme fingerspil. I resten af koncerten blev Schultz suppleret af sit band, der forsøgte at tilføre det spartanske udtryk flere farver og klangformer.

Læs live-anmeldelse: When Saints Go Machine på Spot Festival

Udfordringen ved at transformere Schultz’ musik til bandformatet er klar: Hans folk-inspirerede sange lever ved deres sarthed og ordenes skiftevis charmerende og urovækkende naivitet. Bandet tager i en livekontekst lidt for ofte fokus væk fra det, sangene ånder ved: Frontmandens eget nærvær.

Mønsteret gentog sig. Schultz startede ud solo, hvorefter sangene byggede sig op til skurrende, dissonante crescendoer. Kontrasten mellem det summende Roland-keyboard, den hjemsøgte leadguitar og Schultz’ egen tilsyneladende upåvirkede ro var nærmest skizofren.

Læs også: Se hele vores dækning af Spot Festival

Der var dog også enkelte momenter, hvor bandindsatsen tilførte sangene en forløsende energi – især gennembrudssangen ’Falling’ var fint afstemt.

Bag frontmandens indesluttede facade, der indimellem lyste kort op i et undseeligt smil, gemmer sig endnu en identitetskonflikt: Mon ikke Schultz’ utvivlsomt talentfulde sange ville stå stærkere i en mere prunkløs setting med mere fokus på ham selv? Bandets summende travlhed klædte ikke ubetinget sangenes introspektive kerne.