Alt-J – selvædende lyd

Man glemte næsten den silende regn, da de fire drenge kom vandrende ud med Jay-Z og Kanye Wests ’Niggas in Paris’ i ryggen. Desværre blev man hurtigt gjort opmærksom på den igen. Ikke fordi Alt-J nævnte regnen, men fordi lyden slog revner i koncertopmærksomheden.

Trommer og synth tog for sig af retterne, mens den ene guitar og særligt vokalen gemte sig i baggrunden. At koncerten tilmed havde tiltrukket om muligt festivallens mest snakkende publikum hjalp ikke på det. Det så egentlig ud til, at de snakkende godt kunne lide, hvad de hørte – der var nok bare vigtige ting at diskutere.

Særligt de sarte numre led under lydproblemerne. ’Matilda’s fine guitartoner blev momentvist afløst af en elektrisk guitarrundgang, der skar i ørerne, og den stille ’Ms’ var for skrøbelig til at kunne overleve sine egne små breaks.

Læs anmeldelse: NorthSide: The Eclectic Moniker – lalleglad og tiltrængt soldans

Heldigvis var Alt-J selv i fin form. Fra start havde bandet fat i publikum, fordi særligt trommerne holdt energien i vejret. Det var desuden populært, da drengene parrede Dr. Dres ’Still D.R.E.’ med Kylie Minogues ’Slow’.

Hvis Alt-J skulle lægge et puslespil, ville det nok ikke komme til at se ud som på pakken. Også Colleges ’A Real Hero’, der nok er bedst kendt fra Winding Refns ’Drive’, blev ommøbleret i gruppens hænder.

Læs også: NorthSide-publikummets must-see koncerter

Når man kender originaludgaverne, lapper hjernen ofte de huller, der mangler i lyden til en koncert. Men oplevelsen bliver altså ikke den samme med lappeløsninger. Særligt ikke for et band som Alt-J, der gemmer flere finesser i lyddybet.