Black Sabbath

Straks Tony Iommi lægger fra land med et blytungt slæbende riff på åbningsnummeret ’End of the Beginning’ hersker der ingen tvivl. Et af rockhistoriens allervigtigste bands, heavy metallens kulsorte fødselshjælpere, har atter meldt deres ankomst, og det sågar med Ozzy Osbourne tilbage ved det vokale ror for første gang på et fuldt album siden ’Never Say Die’ fra 1978.

Alderen tynger dog en hel del hos de tungt rockende legender, hvilket sammen med producer-esset Rick Rubins noget kønsløse produktion er med til at lægge en dæmper på begejstringen over gruppens tilbagevenden.

Der findes næppe nogen rockguitarist med et mere beundringsværdigt arsenal af uforglemmelige riffs end Iommi. Derfor skærer det lidt i metalhjertet, når den 65-årige riffmaestro flere gange undervejs disker op med småforkølede og let omstrukturerede remakes af flere af sine signaturriffs. Det virker simpelthen for dovent og uopfindsomt.

At Ozzy efterhånden udelukkende formår at synge i mellemlejet, gør ikke sagen et djævlehorn bedre. Her savner man virkelig også lidt variation. Læg dertil bassisten Geezer Butlers til tider tåkrummende tekster (»I don’t wanna be a robot ghost«), og katastrofen begynder at lure.

Helt så rædderligt ender det dog trods alt ikke. Den afdæmpede, småpsykedeliske ’Zeitgeist’, samt de nosseknusende, frådende tungrockere ’Live Forever’ og ’Dear Father’ er med til at redde noget af æren, men når Ozzy i førnævnte åbningsnummer stiller spørgsmålet »Is this the end of the beginning, or the beginning of the end?«, så er man desværre ikke rigtig i tvivl om svaret.