Surfer Blood

Surfrock-charmen og de skævt svævende hits, som på debuten ’Astro Coast’ skaffede Surfer Blood et meget fortjent break, er smidt væk på denne nyeste plade. Model 2.0 er klistret teenage-punkpop, som var det skræddersyet til det seneste ’American Pie’-soundtrack.

Læs anmeldelse: Surfer Blood ‘Astro Coast’

Havde så bare lyrikken givet lidt igen efter nogle gennemlytninger. Det gør den heller ikke. Nærmere spidser man oftest øre i irritation. Som når forsanger John Paul Pitts krydrer den allerede dårlige ‘Gravity’ med sine børnefiflerier. »By now we both can see our own gravity / Is keeping our orbits in place« er ubehjælpeligt grimt, mens »I could fall in love with you again / In love with you it’s all brand new // never thought that this would happen to me«, må tage en eller anden titel for banalitet. Sange som ’Say Yes To Me’ og ’Prom Song’ – kan du ænse hørmen? – er bestemt heller ikke interessante på ret mange måder.

Hvad er godt? Jamen, der er da lækre trommer og hæderlig guitar på både ’Demon Dance’ og ’Weird Shapes’. Nogle C-stykker pynter også. Bedst er dog mellemspillene, hvor der kan anes lidt kant, inden vers og omkvæd igen høvler af og lakerer op. I det mindste redder det Surfer Blood fra at visne og dø i ørene på dig.

For meget surf og for lidt blod, gør at bandet lyder som en flok usikre teenagere, der er blevet godt og grundigt kastreret af en uhellig treenighed: Produktion i højglanslak, uheldig hjerte-smerte-digtning og kedelig sangskrivning.  Og meget forsvinder altså med nosserne – for Surfer Blood var det mystikken, charmen og overraskelsesevnen.