David Byrne & St. Vincent – de elskelige giganter

For knap et år siden udsendte David Byrne og St. Vincent, alias sangerinden og guitaristen Annie Clark, det blæserglade og quirky charmerende album ’Love This Giant’.

Selv om Byrne er dobbelt så gammel som Clark, og startede Talking Heads i årtiet inden Clark blev født, så krydser deres fællesprojekt på en elegant måde både aldersgrænser og deres individuelle musikalske projekter.

Læs anmeldelse: David Byrne & St. Vincent ‘Love This Giant’

Faktisk så meget, at det næsten virker som om, at de i løbet af det år, de snart har turneret sammen, også er smeltet sammen – Annie Clarks tidligere kulsorte krøller er blevet farvet kridhvide som Byrnes ditto top, og med deres gennemkoreograferede dansetrin bevægede de sig rundt på scenen som én organisme, ud og ind imellem det ti mand store brassband. Også numre fra deres respektive bagkataloger tog en ny, organisk form i samspil med hinanden og blæserne, som Clarks fine ’Cheerleader’, der fik tilføjet ny pondus, eller Byrnes ’Lazy’ fra hans flirt med dance-musik, der altså var meget federe sammen med Clark og et brassband.

Gennem det 22 numre lange set, der lagde hårdt ud med albumåbneren ’Who’ og derefter blandede deres fælles numre med sange fra både St. Vincents tre soloalbum, David Byrnes materiale og Talking Heads-numre, blev det tydeligt, hvor godt de to klæder hinanden. Clark trippede frem og tilbage i små formationer på scenen, Byrne lavede sine altid fantastiske robot-moves, og de skyggeboksede med en theremin. Alt sammen stramt koreograferet og gennemtænkt ned til mindste detalje i sin udførelse – og det er et ambitiøst projekt.

Læs anmeldelse: St. Vincent ‘Strange Mercy’

Nogle blandt publikum var der tydeligvis mest for at se Byrne, andre på grund af Annie Clark, men forhåbentlig var størstedelen der for at opleve deres fællesprojekt. For det var virkelig en oplevelseskoncert og en fest. Eller det sidste kunne det have været, hvis folk havde fået lov til at stå op. Jeg tror aldrig, at jeg før har set så meget dansen rundt på et stolesæde eller arme flyvende og fagtende vildt i luften på et siddende publikum.

At sidde ned gav mening i forhold til den måde koncerten var iscenesat på – som et teaterstykke der skulle ses og opleves. Men blandt publikum virkede det som om, der var et uforløst ønske om at få lov til at slippe energien mere løs, på samme måde som den blev det under de sidste Talking Heads-ekstranumre ’Burning Down the House’ og ’Road to Nowhere’, der var absolut værdige afslutninger på en aften i selskab med Byrne og Clark.