Built to Spill – i tonernes land
Doug Martsch har været hovedkraften i Built to Spill siden grundlæggelsen i start-90’erne og gennem foreløbigt syv album positioneret sig som et vægtigt navn på den alternative amerikanske rockscene. Søndag aften spillede Martsch og hans fire musikere en næsten to timer lang koncert i et godt fyldt Pumpehuset, der begejstret tog imod bandet fra Boise, Idaho.
Built to Spill lagde fra land med ‘Wherever You Go’, og det stod hurtigt klart, hvorfor Martsch har slået pjalterne sammen med yderligere to guitarister. Brett Netson har været med i bandet on-off siden grundlæggelsen, og Jim Roth blev fast medlem i 2006. Særligt sidstnævnte gjorde sig positivt bemærket med effektiv brug af e-bow, men alle tre herrer stod for massive strengelege, som ofte antog helt progrocket karakter, når de spillede unisone soloer med smæk på wah-wah og delay-pedalerne.
Det var i øvrigt musikken, som stod for underholdningen, idet man ikke ligefrem kan påstå, at Built to Spill er et ensemble, der begår sig i publikumskontakt. Udover nogle bemærkninger til lydmanden om justering af monitorlyden og det konsekvente »thank you« mellem sangene, sagde Doug Martsch ikke et kvæk. Ligesom holdet omkring ham heller ikke gjorde noget væsen af sig i pauserne. Det var i den grad en koncert, hvor fokus var på den lyd, der strømmede ud fra scenen, og de musikere, som leverede.
Det gjorde skam heller intet, idet en masse ævleri havde virket malplaceret på den koncentration, som særligt Martsch lagde for dagen, når musikken spillede. Med lukkede øjne og hovedet virrende frem og tilbage levede han sig totalt ind i tonerne. Hvilket havde en stærk effekt, når bandet gav sig i kast med materiale, der demonstrerede deres finurlige sans for temposkift, synkoperinger og flerstemmige guitarroller. Det var en sand en fornøjelse at overvære et band med en fokuseret tilgang til den slacker/lo-fi-rock, som ofte leveres med skødesløshed.
Sættet repræsenterede bandets karriere ganske fint. Vi fik både ældre numre som ‘Center of the Universe’, ‘I Would Hurt a Fly’ og ‘Else’, samt sange af nyere dato i form af ‘Planting Seeds’ og ‘Done’. Bandet lukkede det regulære set med ‘Carry the Zero’. Herefter fulgte ekstranumrene i form af to covers: En fremragende udgave af Neil Youngs ‘Cowgirl in the Sand’ og en knap så inspirerende version af The Smiths-sangen ‘How Soon Is Now?’
Med en 117 minutters velspillet og fokuseret koncert var der fuld valuta for pengene. Og så på en søndag.