The Eclectic Moniker

Hvis man er glad for at putte bands i genrekasser, kan man med The Eclectic Moniker lige så godt give op på forhånd. Bandet eksperimenterer ivrigt med musikalske inspirationer fra hele verden, og når man sidder herhjemme som en bleg dansker, drømmer man sig langt væk ind i bandets eksotiske univers, hvor ikke en eneste sang lyder som noget, der er blevet til i et øvelokale i Danmark.

Det kan lyde kludret, men danskernes nye album er langt fra en musikalsk rodebutik. For på album nummer to har de formået at ensrette eksperimenterne og er i processen endt op med et mere fuldendt udtryk, end da vi tog afsked med dem på debutalbummet sidste år.

Læs også: Her er 21 album du skal glæde dig til i september

Alsidigheden på albummet er enorm. Det spænder fra funky sange med lange saxofon-soloer, som den catchy singleforløber ‘Sports’, til det storladne titelnummer, der med koklokke, massive strygere og buldrende guitarer sætter gang i calypso-ballet.

Men når The Eclectic Moniker fjerner den dynamiske instrumentering og kaster sig ud i mere nedbarberede kompositioner, som på ‘Rainbow End’ eller ‘Ordinary Life’, forsvinder den eksotiske magi, og man står tilbage med et lettere gråt resultat. På sidstnævnte kommer Frederik Vedersøs vokal til at stå helt alene på et meget spinkelt fundament af marimba og lidt strygere, og det kan den ellers stærke vokal ikke klare på en plade, som det syv mand store orkester ellers slipper rigtigt godt fra.