Omar Souleyman
En syrisk bryllupssanger der synger på arabisk, og hvis musik tydeligt afslører rødder i den arabiske folketradition dabke (en form for line dance), er langt fra, hvad man forbinder med den succesfulde britiske producer Kieran Hebden aka Four Tet. Ikke desto mindre er det Hebden, der har produceret Souleymans friske album, der ganske overraskende er blevet til en forførende og vellykket blanding af mellemøstlige trommemaskiner, et (for nogen) uforståeligt arabisk og lækre, repetitive og klubklare beats.
Souleymans musik er, siden pladeselskabet Sublime Frequencies opdagede ham, blevet samplet af flere internationale dj’s, og i forlængelse formår Hebden at skabe en transparent klubatmosfære omkring det arabiske folkebryllup, som kan fyre op under enhver fest. Hvis du er Souleyman-fan, så frygt ikke en vestlig overtagelse. Hovedpersonen leverer alt, hvad hjertet kan begære: Den vibrerende mandestemme, de ekstatiske synthesizere og primitive taktfaste klap.
Læs også: Omar Souleyman giver koncert i Danmark under CPH:DOX
Simple keyboard og synthesizere er gennemgående og skaber denne nærmest dance-agtige stemning. Selv om Souleymans musik først og fremmest er arabisk, så bærer flere af de overstadige folkpop-numre præg af den europæisk dancepop-tradition, der til en vis grad stadig hænger ved i Mellemøsten, og som på forunderlig vis går smukt i spænd med de smittende dabke-rytmer. Især de dansable ‘Khabatta’ og ‘Mawal Jamar’ er gode eksempler.
‘Wenu Wenu’ er mere end kitsch – det forener ganske enkelt det bedste fra to verdener. Omar og Hebden er et umage, men magisk makkerpar.