Ásgeir

Ásgeir Trausti er på et år blevet islandsk superstjerne, efter han med ’Dýrð í dauðaþögn’ har slået alle hjemlige salgsrekorder for et debutalbum. Det har givet den 21-årige sanger klaustrofobi, så nu er albummet (med hjælp fra John Grant, der for tiden residerer i Island) oversat til engelsk og i skrivende stund på vej over Nordatlanten til internationale pladehylder.

Sprog betyder mere for musik, end man skulle tro. Det første problem, der springer i ørerne, er Ásgeirs (på den engelske udgave har han slettet efternavnet) stærke islandske accent, der for eksempel får »pure tones« på ’Summer Guest’ til at lyde som et islandsk ord. Ser man bort herfra er nummeret med sin fingerspillede guitar, rungende synthesizer og Ásgeirs stigende og faldende tonehøjde dog en aldeles flot folkhymne.

Sammenfaldet med Bon Iver er stort. ’Torrent’s militaristiske lilletromme og rungende elguitar bygger således et storladent nummer op omkring falsetvokalen, der synger om regnens kræfter, men heri ligger Ásgeirs andet sprogproblem. Den islandske version havde originalitet, da sproget mystificerede udtrykket og gav musikken et præg af det storslåede land, som både musik og tekster er tydeligt inspireret af. På engelsk er den lille smule originalitet væk, og sangene kunne således ligeså godt handle om en skov i Michigan som om den barske vinter i Island.

Originaludgaven beviste faktisk, at Traustis storslåede, elektronisk eksperimenterende folk er stærk nok til alene at fortælle en historie. Man var ikke i tvivl om, at de bløde, læspende ord handlede om korte somre og gold stilhed. Derfor er ’In the Silence’ en unødvendig og ødelæggende oversættelse.