Jake Bugg

Der bliver lånt i øst og vest, når først engelske Jake Bugg åbner op for de musikalske sluser, og tonerne fra hans andet album suser ud igennem højtaleranlægget. Først mødes man af kæk, skiffle-påvirket popsangskrivning, så blæses man pludselig omkuld af fyrig 70’er-punk, og til sidst toppes hele pærevællingen med en omgang letbenet countrypop, som mest af alt minder om Neil Young på lykkepiller.

Men decideret stilforvirret bliver det nu aldrig i selskab med den 19-årige englænder, som fermt jonglerer rundt med et utal af musikalske referencer, alt imens det ene skarpskårne track efter det andet slynges i hovedet på lytteren.

Læs også: Jake Bugg og ni andre navne, der bør headline NorthSide 2014

Indimellem føler man sig ligefrem overmandet af al den lykkefornemmelse og nydelsessyge, som unge Bugg trækker ned over hovedet på sine tilhørere. Men okay, ’Shangri La’ skal heller ikke forstås som andet end et gedigent stykke pophåndværk, og i den henseende lykkes albummet langt hen ad vejen. Ikke mindst takket være et hæderligt produktionsarbejde af ingen ringere end Rick Rubin, som tilfører Buggs til tider lidt smånaive sange den helt rigtige dosis energi.

Til gengæld er der ikke mange kanter at finde i albummets højglanspolerede klangflader, og det kan godt irritere, når nu Jake Bugg så gerne vil fremstå som et seriøst bud på et kommende sangskriverikon. At briten kan skrive veldrejede popsange er ’Shangri La’ et håndfast bevis på, men noget stort kunstnerisk udtryk rummer Buggs musik nu ikke. Og det skæmmer i den grad albummet, som er og bliver en noget middelmådig omgang.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Jake Bugg. 'Shangri La'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af