Julia Holter – varmt blod og vokseværk
Amerikanske Julia Holter er blevet lidt af en kritikerkæledægge. Hendes særegne musik kombinerer et væld af musikalske strømninger, mange af dem med ophav i præ-rock’n’roll-genreudtryk såsom blåtonet jazz, 40’er-film noir-soundtracks, elementer af Broadway-show tunes og så videre.
På ’Loud City Song’ fra i år har hun skubbet sit udtryk væk fra en electro-avantgardistisk minimalisme i retning af et mere organisk og romantisk, ja ligefrem opulent udtryk, hvor strygere og blæsere skaber fylde og kontrast. Det ene øjeblik er hendes musik vild og varmblodet, det næste kuldslået.
Læs anmeldelse: Julia Holter ‘Loud City Song’
Det var den nye inkarnation af Holter, vi fik at se på Voxhall onsdag aften, hvor hendes keyboardklange og skiftevis ildevarslende og sensuelle vokal blev suppleret af trommer, saxofon, cello og violin.
Det opulente (og musikalsk komplekse) drama i sange som ’Maxim’s I’ og ’II’ og ’Horns Surrounding Me’ blev flot forløst med klagende violin, dybstemt cello og – ikke mindst – en både sprød og skinger saxofon, der hele aftenen fik god plads til at smide sine farver udover en i forvejen righoldig palet.
Holter er en omskiftelig vokalist, der det ene øjeblik kan være drillende og legesyg a la en ung Rickie Lee Jones på ’In the Green Wild’, og virke fortabt og fjern som på ’Hello Stranger’, der denne aften lød som et rekviem over en afdød elsket snarere end ’bare’ en sang om en gammel flamme.
Aftenen var ikke fejlfri. Nogle af de stærkeste bidrag fra sidste års ’Ekstasis’ lod sig dårligt overføre til Holters nuværende, mere fyldige udtryk. Den intrikate vokalmelodi til den åndeløst smukke ’Marienbad’ kunne Holter ikke genskabe i en live-kontekst, og den electropoppede perle ’In the Same Room’ fra samme album landede fladt ledsaget af saxofon, violin og cello. Da nummeret sluttede skar Holter en registrerbar grimasse, som om hun godt var klar over, at den ikke sad i skabet.
Læs anmeldelse: Julia Holter ‘Ekstasis’
Koncerten blev bragt til en uhøjtidelig afslutning med ekstranummeret ’Goddess Eyes I’, hvor trommeslagerens manipulerede backingvokal mindede Holter så meget om lyden af et rumvæsen, at hun mistede koncentrationen og måtte afbryde sangen leende. Mere befriende løssluppent end egentlig kikset.
Koncerten viste en kunstner med et stort format og med et uhæmmet stort potentiale. De mange ideer og den hurtige udvikling er dog også lig med en vis portion vokseværk. Når der bliver luget ud i ideerne, vil Holter kunne sætte hele verden i brand.