Julia Holter

Teatralsk og pirrende sanseligt udfolder Julia Holter på sit tredje album et univers, der ligger et sted mellem det virkelige og det uvirkelige. Som lyden af en musical, en drøm eller et minde er musikkens kompleksitet slørende abstrakt. Alligevel fungerer pladen, som titlen antyder, som én lang sang, stramt fokuseret omkring ét emne: Byen og dens individer.

Holter har en baggrund i klassisk musik, hvilket tydeligt høres når hendes sopranhøje vokal, der til tider nærmere fortæller end synger, på tragikomisk vis tilsættes stemningsskabende orkestermusik med både blæsere og strygere. Klaustrofobisk nervepirrende og samtidig med en atmosfærisk lethed er følelsen af at lytte til mere end musik meget reel.

Musicalen ’Gigi’ fra 1958 har inspireret pladens tema og navngivet de to avantgardistisk eksperimenterende numre ‘Maxim’s 1’ og ‘Maxim’s 2’. Sidstnævnte er som en overdreven farce, hvor musicalen bliver til cirkus og det eksperimenterende/irriterende overskygger det fængende.

Læs anmeldelse: Julia Holter ‘Ekstasis’

Åbningsnummeret ‘World’ er omvendt svævende let, men konstant er en påtrængende undren tilstede i sætningen »I don’t understand«. En ytring, der med eksistentialistisk vægt sniger sig ind i stilheden på flere numre. Det er værd at lytte til den poetiske lyrik, der i sammenhæng med de uforudsigelige irregulære toner fra et væld af instrumenter overrumpler individet på samme måde som byens virvar gør.

Albummet er strammere komponeret end forgængeren ‘Ekstasis’, stilheden har overtaget det ambiente, og måske derfor bliver den spontane lyd og den indtrængende poesi desto mere krævende. Men det ændrer ikke ved, at Julia Holter har lavet endnu et imponerende album, der er meget mere end blot lyd.