Mørkemanden og hans følgesvende i The Bad Seeds har netop givet to udsolgte koncerter i Falconer Salen. Læs vores interview med Nick Cave, hvor han fortæller om sin musikalske udvikling.
Det var på en politistation i St. Kilda, Australien, at den ranglede 19-årige rebel Nick Cave først fik nyheden som sin fars død. Netop som moderen var i færd med at betale kaution for sønnike, som igen havde kvajet sig og forsøgt sig med indbrud.
Allerede som 12-årig var han så svær at styre, at hans forældre i afmagt sendte ham på kostskole, hvor han i stedet for at rette ind fandt den gruppe af ligesindede, som han få år efter dannede bandet The Birthday Party med. Og faderens død var bestemt ikke det, der skulle til for at få den unge Nick Cave på ret køl.
Aldrig i sit liv har han været mere forvirret end i den periode, har han senere udtalt, og i stedet dedikerede han sig i endnu højere grad til den flirt med heroin og andre af tilværelsens mørke sider, der skulle komme til at præge ham og myten om den dystre musiker og kunstner.
Men de mange års vanvid tog ikke livet af Nick Cave. I stedet resulterede de i en række fantastiske, skræmmende og udfordrende milepæle i rockhistorien.
Miley Cyrus i en swimmingpool
Caves seneste album ‘Push the Sky Away’ bærer også præg af, at han befinder sig et helt andet sted i tilværelsen og måske er en smule mindre forvirret.
Siden 1997 har han været gift med modellen Susie Bick, sammen har de to tvillingedrenge og bor i den engelske kystby Brighton. Det er lyden af en moden og eftertænksom mand, der observerer, hvad der foregår for øjnene af ham, snarere end tager del i fristelserne som før i tiden.
»Jeg opfatter omverdenen ved at se den, og det skinner tydeligt igennem i mine sange. Jeg kan ikke skrive en sang uden at have et visuelt element. De der ‘whoa baby I love you’-sange, har ikke noget visuelt over sig men i stedet et stærkt følelsesmæssigt element, og det ærgrer mig lidt, at jeg aldrig har været i stand til at skrive den slags sange«.
I stedet befolker han sine sange med en blanding af historiske, nutidige og fiktive karakterer og begivenheder, men altid med et twist, ofte en collageagtig surrealisme, der sørger for, at det hele ikke bliver alt for let aflæseligt og lige ud ad den fortællemæssige landevej.
»Jeg vil trække lytteren ind i en sekvens af billeder, der vækker følelsesmæssig genklang, men hvor selve historien ikke har så stor betydning, og det har taget mig måske 13 album at opnå det«.
Noget som ‘Higgs Boson Blues’, en af de mest markante sange på albummet, er et eksempel på. I sangen ligger Miley Cyrus i en swimmingpool, imens en pygmæ fortærer en abe, og blueslegenden Robert Johnson slår en handel af med djævlen.
En håndtaske med mursten
Netop djævlen i alle hans afskygninger er en gammel kending i Nick Caves tekstunivers, der i sin rastløse afdækning af skyld, skam, forbrydelse og straf altid har trukket meget på religiøse motiver.
Det har han gjort, lige siden han med kostskolekammeraterne i The Birthday Party på overfladen provokerede med en blanding af perverterede og religiøse motiver og intense, sprælske lydeksplosioner, der var både goth og punk, næsten før nogen af delene eksisterede.
The Birthday Party er lyden af outsidere, der spytter på omverdenen. Som unge kunstinteresserede skoledrenge regnede det med homo-skældsord, når de gik ned ad gangen, hvilket eftersigende fik dem til at begynde at gå med dametasker.Når en kæk rugby-jock så forsøgte at komme med en dumsmart kommentar, fik han en på siden af hovedet med tasken, der til lejligheden indeholdt en solid mursten.
Musikalsk vanvidsraseri
Den aggression kanaliserede de over i deres musikalske vanvidsraseri, hvor de skabte en mareridtsstemning, der fascinerede ligesindede skæbner.
Som selvdestruktive flagermus fløj de først fra Melbourne til London og siden til Vestberlin, hvor de var nogle af de formative kræfter bag den gotiske scene, der opstod i begge hovedsæder i de år, inden bandet i 1983 ikke længere kunne få det hele til at hænge sammen og kastede håndklædet i ringen.
2013-inkarnationen af Nick Cave kan stadig synge om at have ‘et foster i en hundesnor’ og andre urovækkende billeder, men i stedet for de lette provokationer i The Birthday Party-dagene er det på en mere sofistikeret og tvetydig facon, som han langsomt begyndte at perfektionere midt i 80’erne.
Her dannede han bandet Nick Cave and the Bad Seeds, der, som navnet antyder, var kendetegnet ved, at frontmanden selv trådte mere i karakter.
Med sit ravnesorte hår, den heroin-chic, spinkle skikkelse og en aura af dæmoner og djævle blev han et oplagt ikon for de mørkklædte, atombombeangste unge kunstnere, der prægede årtiet.
Religion og porno
Sammen med The Bad Seeds i 80’erne lavede han en række postpunk-plader fyldt med referencer fra Det Gamle Testamente og tanken om en Gud, der slår hårdt ned på syndere.
Og netop at synde brugte Nick Cave en god del af sin vågne tid på. Manden, der som barn sang i kirkekor, boede en periode i Berlin på et værelse, hvor væggene var plastret til med en blanding af religiøse motiver og udklip fra pornoblade.
Direkte adspurgt i The Guardian om han er troende, havde han kun et kryptisk svar: »Jeg er troende, men det er en tro, der er så fyldt med tvivl, at det knapt kan kaldes en tro. Men det ser nu jeg egentlig som en styrke frem for en svaghed«.
Kærligheden til at spille musik
På det snavsede kammer i Berlin fik hans lyriske livtag med djævelen, alkohol og stoffer også et andet udtryk i form af romanen ‘And the Ass Saw the Angel’ fra 1989, og siden har han udover yderligere en roman og skrevet flere filmmanuskripter og soundtracks, blandt andet til Shia LaBoeuf-filmen ‘Lawless’ og sin egen ‘The Propositon’.
Alligevel er det pladerne med The Bad Seeds, der fortsat er hans kreative hjertebarn, siger han, og giver et bud på vekselvirkningen mellem de forskellige kunstformer:
»Man siger ja til at gøre noget, som man ikke aner, hvordan man gør – ‘ok, jeg skal da nok prøve at skrive et manuskript’. Det er der en vis begejstring forbundet med. Men når man så gør det igen, er man pludselig manuskriptforfatter, og de er jo filmbranchens køtere«, griner han.
»Det tager fokus væk fra det, det virkelig handler om, The Bad Seeds, og derfor er det en lettelse at vende tilbage til det. ‘Lawless’ tog så meget tid, så meget energi, og der var så mange kampe med så mange forskellige mennesker, at det er en ubeskrivelig lettelse at sidde med sine venner, der ingen anden agenda har end at lave musik. Så man kan selvfølgelig sige, at alt det andet giver mig kærligheden til at spille musik tilbage«.
En musikalsk soulmate
Den følelse ændrer dog ikke ved det faktum, at australieren har fået ganske megen ros for de fleste af de ting, han har forsøgt sig med.
Mest af alt for de filmscores han har komponeret, og fælles for dem alle er, at de er lavet sammen med The Bad Seeds-medlemmet Warren Ellis, der udover at være et karakteristisk indslag på violin under enhver Nick Cave-koncert også langsomt er blevet Caves musikalske soulmate.
»Vi arbejder sammen om alt musikalsk nu. Sådan er det for tiden, og det er et underligt samarbejde, vi har her ret sent i livet, men især for mig er det utroligt frugtbart. At arbejde sammen med nogen så sent i min sangskrivningskarriere, som kan bidrage med noget nyt, er en gave fra gud«.
»Det er et mysterium, hvor han får lydene fra. Det tror jeg også, det er for ham selv på et eller andet plan, for når man spørger ham, ‘hvad er det?’, virker han enten, som om han ikke ved det eller ikke vil sige det. Men hans loops er ekstraordinære, fordi de er organiske og ikke elektroniske. Meget kompakte og utroligt detaljerede«, forklarer Nick Cave.
Et overraskende pophit
Warren Ellis har været en fast bestanddel af The Bad Seeds og Nick Caves musikalske virke siden 1995 og nåede lige akkurat at komme med, inden den dystre dæmonjæger og hans kumpaner fik noget så usandsynligt som et decideret pophit.
I starten af 90’erne begyndte bandets lyd at vende sig fra det postpunkede mod en mere klassisk sangskrivertradition. Efter at have bearbejdet en tur i rehab på ‘The Good Son’ fra 1990 skabte bandet to år efter et af deres mest ikoniske album med ‘Henry’s Dream’, hvor folk, blues og et kulørt persongalleri foldede sig ud i en hektisk feberdrøm af et album.
Det er siden blevet den arketypiske Bad Seeds-lyd med masser af referencer til gamle amerikanske folkesagn og populærhistoriske figurer, som man også kender fra ‘Dig, Lazarus, Dig’ fra 2008.
Det var også det univers, Nick Cave, Warren Ellis og de andre medlemmer af Bad Seeds arbejdede med, da de indspillede deres nyfortolkning af det århundrede gamle, morbide fænomen med folkesange om drab og mordere, de såkaldte ‘Murder Ballads’. Og det var netop fra det album, at en duet med landsmandinden Kylie Minogue på ‘Where the Wild Roses Grow’ pludseligt landede højt oppe på singlehitlisterne i flere lande.
Der var et eller andet fascinerende og lidt Tarantino-agtigt cool over den lille popstarlet og den hærgede goth-poet i jakkesæt, der sammen besang et grusomt mord, som ramte tidsånden. Og det med den usvigelige coolness har hængt ved Nick Cave, men ifølge ham selv har det aldrig været noget, han har stræbt efter, men bare noget han har haft.
»Jeg har altid været cool. Og nogle gange passer det så med det, der er moderne for tiden, men så efter noget tid bliver jeg gammeldags igen«, har han fortalt The Guardian.
En udfordring
Gammeldags kan man ikke beskylde ‘Push the Sky Away’ for at være med sine elektroniske elementer og referencer til Wikipedia og lignende, men selve albumformatet har ikke længere samme selvfølgelige status som tidligere i hans lange karriere.
»Alt handler jo om den ene sang for tiden. Folk finder bare det nummer, der bliver spillet på Youtube, eller hvad ved jeg. De er ikke interesseret i albummet som en helhed længe. Nogle kan slippe af sted med at lave lange album, og der er plads til dem, men overordnet set er det desværre blevet et overflødigt format«.
»Da min manager hørte pladen første gang i studiet, sagde han, ‘forventer du, at folk vil sætte sig ned i 40 minutter og høre hele pladen?’ Jeg sagde ‘ja’, og så svarede han, ‘ok, det kræver noget arbejde’. Men han så det som en udfordring«.
Nick Cave er mere indadvendt end vild og blodig på albummet med sange som den smukke ‘Mermaids’, der både med sit maritimt klingende navn og natsorte grundtone minder meget om albummet ‘The Boatman’s Call’ fra 1997.
Bruddet med PJ
Tynget af hjertesorger og afmagt krængede den dengang 40-årige kunstner sin mørke sjæl ud ved klaveret. Væk var de skøre sagnfigurer og historiske karakter som Henry Lee og Jack The Ripper og i stedet var de 12 sange befolket af hans dybt personlige tanker om bruddet med et andet mørkhåret og sortsindet rockikon, PJ Harvey.
»It’s good to hear you’re doing so well / But really, can’t you find somebody else that you can ring and tell? / Did you ever care for me? / Were you ever there for me? / So far from me«, sang han blandt andet på ‘Far From Me’.
Umiddelbart i grænselandet til navlepillende selvmedlidenhed men med Nick Caves særlige eksistentialistiske verdenssyn blev det snarere en hudløst ærlig og gåsehudsfremkaldende snak med Gud om, hvad fanden det hele skal til for. Så hudløst ærligt, at Cave har svært ved at høre pladen i dag og i et interview med The Guardian afslørede, at han i dag synes, det er lidt pinligt.
»Jeg fortryder ikke at have lavet den, men det er lidt pinligt, for sangene stammer fra øjeblikke, hvor man har haft det på en bestemt måde. Når man så ikke har det sådan længere, tænker man, ‘fuck, please’«.
En del af pagten
Og det varede heller ikke længe efter udgivelsen af ‘The Boatman’s Call’, før Nick Cave fik det ganske godt igen på den romantiske front og giftede sig med sin Susie, som han altså stadig er sammen med.
Modelfruen pryder også coveret til ’Push the Sky Away’ uden en trevl på kroppen og optræder på mere eller mindre diskret vis også i mange af teksterne. Og det er en del af gamet, når man er gift med hr. Cave, forklarer han.
»Det er del af pagten, ikke? Som Fausts pagt mellem forfatteren og musen: Der er ikke noget, der er helligt i et forhold, man deler jo alt i sidste ende. Man bliver udødeliggjort i nogle sange, men hvert eneste lille øjeblik bliver også spyttet ud som sange. Hun elsker den her plade, og jeg har aldrig set hende berørt på samme måde af noget, jeg har lavet«.
Og for én, der har levet som Nick Cave, er noget af det vildeste, man kan finde på, da også at falde til ro, som han har gjort.
Lige så langsomt har han fået raset ud og om ikke besejret så i hvert fald indgået en slags våbenhvile med den djævel, han har kæmpet med, siden han som teenagebølle fik den skrækkelig nyhed om faderens død. Det tog også kun 37 år.