The Malpractice

Efter flytterier er The Malpractice siden 2010-debuten ‘Tectonics’ blevet et delt jysk/sjællandsk foretagende. De geografiske udfordringer har dog ikke kostet det nådesløse bid, som ikke blot er intakt på albumtoeren: Det er også endnu tungere og mere kompromisløst.

Som forgængeren omfatter ‘MASS’ 11 sange på 34 minutter, og første indtryk er også af en samling sange, der måske lider lidt af samme skavank med, at de meget er selvindeholdte single-ellipser, der ikke interagerer med helheden.

Læs anmeldelse: The Malpractice ‘Teectonics’

Men Johannes Gammelby og co. forlader oftere end før de konventionelle popstrukturer. I stedet benytter The Malpractice sig her oftest af deres egen variant over loud-quiet-loud-metoden. Man kunne kalde den ’bisset-blidt-bisset’, som når ‘Autonomy’ afveksler gedigne, huggende mavepuster-riff med en lang, svævende, drømmende bug af et c-stykke midtvejs. Det er modigt og koster desværre også en portion catchiness. Lidt for mange af numrene hager sig ikke fast i bevidstheden og enkelte, som ‘Droop’ og ‘Lights Out’, ender lidt uforløste og vignetagtige.

Til gengæld er albummet en af de bedst producerede skiver, dansk rock har fostret meget længe. Man får indtrykket af The Malpractice som en stor, kromblank og velsmurt motor fræset af tonstungt kirurgisk stål med torden og lynild rumlende rundt i ventilerne og hjerteblod som brændstof. Det er et felt, hvor Gammelbys moderskib excellerer og i virkeligheden ikke rigtigt har værdig konkurrence herhjemme. Og der er ikke helt noget som at stille sig på en bar, frossen pløjemark i vintermørket og høre sine bekymringer forstøve ud i stjerne-altet til tonerne af åbneren ‘Seem’ eller den majestætiske ‘The Big Empty’.