Sidste sommer stod John Grant på scenen ved London-festivalen Meltdown. Sammen med discogruppen Hercules and Love Affair skulle den amerikanske sanger og sangskriver fremføre deres fælles nummer ‘I Try to Talk to You’, og publikum forventede højst sandsynligt en fest. Inden de fik det, havde den amerikanske sanger dog en besked til dem: Han var blevet testet positiv for HIV.
»Da jeg stod på scenen, tænkte jeg, ‘hvorfor i alverden skal jeg ikke fortælle om det nu? Jeg skal til at synge en sang, der handler om det’. Det var et psykologisk mindfuck for mig at skulle tackle den diagnose, så jeg følte, at jeg skulle være ærlig og fortælle om, hvad jeg gik igennem. Jeg er jo lige så meget et menneske nu, som jeg var inden diagnosen«, siger han.
Publikum blev til at starte med meget stille, men efter showet kom flere hen til ham og beundrede hans åbenhed. Og det er netop en rå og brutal åbenhed, 44-årige John Grant er mester i. Hans debutalbum fra 2010, ‘Queen of Denmark’, var en række folkperler, der klingede af en vrede genereret af en svær opvækst og flere års misbrug af både alkohol og stoffer, mens hans nyeste album, ‘Pale Green Ghosts’, med elektroniske undertoner fortæller historien om en stadig plaget mand, der prøver at finde ud af livet. Fuldstændigt uden filter.
Man bliver ulykkelig af at prøve at være en anden, end man er, hvor klichéagtigt det så end lyder. Grant oplevede det selv, da han som dreng i et kristent miljø gjorde alt for, at ingen skulle tro, han var til mænd, selv om han i en tidlig alder selv var klar over det. Her var homoseksualitet ikke accepteret, for »Jesus he hates faggots«, som han sang på sit første album.
»Det fuckede virkelig meget med mit hoved. Da jeg var yngre, troede jeg, at det var vigtigt at have den her bestemte facade. Men det nytter ikke noget. Så nu er det bare vigtigt for mig at være mig selv og tale om de ting, der rører mig. Det falder mig helt naturligt at være ærlig, for der er ikke noget at skamme sig over«, siger han.
En plaget motherfucker
Grants ærlighed og ikke mindst hans på samme tid grove og fine stemme blev modtaget med åbne arme af både anmeldere og lyttere i 2010. Men det var faktisk tæt på, at der slet ikke ville have været noget album at tage imod. I ti år havde Grant som frontmand for folk noir-gruppen The Czars kæmpet på karrierefronten med at bryde igennem og på privatfronten med et misbrug af både alkohol og kokain, indtil han i 2004 gav op, startede hos Anonyme Alkoholikere, flyttede til New York og lagde musikken på hylden. For altid, var planen. Men i 2009 fik bandet Midlake ham overtalt til at gå i studiet, og det blev til solodebutens numre om depression, selvmordstanker og en heftig kærlighedsaffære med ‘den eneste ene’, manden TC.
»Jeg prøver bare at deale med realiteterne og de situationer, jeg er i, i mine tekster. Alle går jo igennem en masse af de her ting på hver sin måde, og det er vigtigt at tale om dem og prøve at forstå, hvordan det hele hænger sammen«, siger han.
TC er stadig med på ‘Pale Green Ghosts’, og det er de andre tunge emner fra debuten også. Grant har en evne til at skrive bidske tekster, så man både griner og græder i løbet af samme sang, men selv om han i nummeret ‘GMF’ kalder sig selv »the greatest motherfucker you will ever meet«, er man med en tekst som »I am not who you think I am / I am quite angry which I barely can conceal / You think I hate myself, it’s you I hate / Because you have the nerve to make me feel« ikke i tvivl om, at der stadig er dæmoner bag John Grants intense blik.
»Det virker naturligt for mig at skrive om, hvad der sker i mit liv og på den måde prøve at forstå det. Det handler om at komme videre og forsøge at nyde livet, som det er lige nu. Mange af de følelser jeg havde, da jeg var yngre, kan jeg ikke længere se nogen grund til at skamme mig over«, siger han.
Fra alkohol og stoffer til sex
Derfor var det også noget af en mavepuster, da Grant fik stillet den positive HIV-diagnose i starten af 2011. Han kender andre, der gennem mange år har måttet kæmpe med det samme, men når det er én selv, er det alligevel anderledes. For ham var det altopslugende spørgsmål, hvordan han dog havde kunnet lade det ske, når det sagtens kunne være undgået. Han burde være klogere end det, følte han.
»Det er et svært emne, for jeg havde lagt så meget arbejde i at blive ædru og se mig selv og min frygt i øjnene og alt det pis. Og alligevel holdt jeg stadig fast i en form for destruktiv opførsel omkring sex. Jeg brugte det på samme måde, som jeg havde brugt alkohol og stoffer – til at ændre min sindstilstand«, siger han.
Han var sur på sig selv og indrømmer, at der nok kommer til at gå noget tid, før han helt kan tilgive sig selv for det her. Der er nemlig stadig meget stigma forbundet med en HIV-diagnose, har han måttet erkende, og den fik ham til at føle sig beskidt og skamfuld. Følelser han ellers allerede havde kæmpet så meget med og nærmest overvundet.
»Og netop derfor, fordi jeg havde det sådan, fordi det føltes som om, at det ikke var okay at tale om det, var jeg endnu mere nødt til det den dag i London. Jeg fik lyst til at kæmpe tilbage. Der er masser af mennesker, der går igennem det samme hver dag«, siger han.
På ‘Pale Green Ghosts’ er diagnosen mest til stede i nummeret ‘Ernest Bognine’, der handler om at flygte ind i filmens verden. Men samtidig handler den også bare om, at alle mennesker hver dag går igennem alle mulige forskellige følelser og frustrationer – med eller uden HIV-diagnose. Og det er okay.
»Det er det, min musik handler om. En slags accept af hvem jeg er, og at jeg ikke er et perfekt menneske. Men det er helt okay, for det er der ingen, der er. Og jeg skal nok klare det her, ligesom jeg har klaret alt andet«.
John Grant spiller fredag aften på Voxhall.