Rick Ross

Rick Ross

Der er en række referencer til New York-klassikere på Rick Ross sjette album – blandt andet citeres Camp Los ’Luchini’ og Wu-Tangs ’Shame On A Nigga’ – men intet illustrerer albummets ambitionsniveau som ’Nobody’, en nyfortolkning af Biggie-klassikeren ’You’re Nobody (’Til Somebody Kills You)’.

Selveste Puff Daddy bidrager med sine karakteristiske monologer, ligesom han gjorde på originalen, mens Rick Ross i bedste Biggie-stil rapper paranoide tekster om at have skudsikre biler og geværer som afghanske soldater. Man forstår: Rick Ross vil tage skridtet op til det højeste punkt i hiphop-hierarkiet.

Derfor tæller gæsterne, ud over Ross-protegeer som Meek Mill og French Montana kun den absolutte A-række: Jay Z, Kanye West og Lil Wayne. Fint skal det være, og det gælder også for produktionssiden, der favoriserer bløde, luksuriøst loungede soul-beats. Det klæder som udgangspunkt Ross’ univers, der jo er et kosmos af overdrivelser – overdrevne historier om narkoimport, overdreven luksus og antirealisme.

Læs også: Rick Ross ‘God Forgives, I Don’t’

Men de mest interessante øjeblikke på de sidste Ross-udgivelser har faktisk været, når rapperen brød den dovne luksuslyd. Hans bedste numre er stadig ’BMF’ og ’MC Hammer’ fra ’Teflon Don’-albummet, hvor Ross ikke bare ville lave champagnemusik, men pludselig blev ondskabsfuld og farlig. Men på ’Mastermind’ er det højst gæsterne, der chokerer, som Kanyes fantastiske (selvironiske!) vers på ’Sanctified’.

Ellers mangler albummet sådanne momenter. Man er altid tilpas, tilbagelænet i Rick Ross’ plyssede Maybach-luksusbil. Det er behageligt, men også søvnigt. Hvis det her virkelig skulle være Miami-rapperens forsøg på et album på Biggie-niveau, skulle han have risikeret mere.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Rick Ross. 'Mastermind'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af