Savages – arrige kvinder i musikalsk slåskamp

Havde jeg mødt hende til et middagsselskab, havde jeg taget hende for en topchef i en stor virksomhed. Det kortklippede sorte hår, den nedringede hvide skjorte, de højtaljede sorte bukser, det glimtende armbåndsur og sølvhalskæden skreg ikke ligefrem punk. Det gjorde Jehnny Beth til gengæld selv. Eller faktisk råbte hun snarere »shut up« og »fuckers«.

Tre minutter inde i aftenens forestilling stod frontkvinden allerede skrigende foran mikrofonen (»I am here / I am here …«), mens en regulær slåskamp mellem guitar, bas og trommer fandt sted bag hende.

To numre senere, på ’City’s Full’, kastede halskæden sig febrilsk ud af udskæringen, og den illusoriske topchef var for længst udvisket. Alligevel begyndte arrigskaben undervejs at aftage, så energien fik svært ved at forlade scenen og ramme publikum. Lidt for ofte var det nemlig autopiloten, der tog styringen, hvilket fik flere numre tøjlet i de riller, som de originale numre er skåret i.

Læs også: Her er 20 koncerter du skal opleve i marts

Arrigskaben kom bedst til udtryk, når Fay Milton måtte holde fast i det selvsamme bækken, som hendes højre hånd febrilsk forsøgte at tæske til blods, eller når Gemma Thompson misbrugte sin guitar, så den begyndte at feede som en bøn om nåde.

Det var støjkulminationer som disse, publikum sukkede efter, og hver gang de kom, begyndte den forreste del af gulvet taknemmeligt at bølge. Derfor var det også forløsende, da den kvindelige kvartethær med ’Hit Me’ og en omgang tomgangsrockrabalder på ’Fuckers’ sluttede aftenens set i Store Vega af.