Den danske kvartet er ud over deres ambitiøse artpop kendt for forsanger Jonas Smiths imponerende store vokal. Vi har snakket med ham om de markante stemmer, der har hjulpet ham med at finde sin egen: Om datidens jazzsangerinder, opera, volapyk og grunge-perioden, hvor det ikke var in at turde være sanger.
»Jeg har altid sunget utrolig meget, men jeg har aldrig gået på musikskole eller noget. Det har aldrig været en mulighed ikke at synge i vores familie. Min far er sanglærer og kunne nemt have trukket teknikker ned over hovedet på mig, men han har alligevel valgt at sige, at det ville han ikke. Jeg skulle selv finde ud af, hvor jeg hørte hjemme og udvikle min teknik. Det har været sindssygt givtigt«.
»I forbindelse med min søgen efter min egen stemme, hvor jeg passer ind og hvad jeg formår at gøre med mine registre, har jeg fundet ud af, at falsetten for mit vedkommende er noget, jeg formår at få resonans på. Derfor har jeg søgt rigtig meget i sangere, der gør det, og det gør man ofte i operamusik. Den tyske kontratenor Andreas Scholl er min helt store inspiration i forhold til at kontrollere sin falset eller sit rangregister. Han synger selvfølgelig bare klassiske værker, men når man er mandlig kontratenor, synger man jo i sit rangregister dét, man i gamle dage ville kalde kastratsanger. Men i dette tilfælde får man så ikke skåret sine boller af – man lærer bare at mestre sit rangregister som mand. Det er sjovt, fordi man kan høre, han er en mand i kraft af hans resonans. Der er meget ’bryst’ i ham. Selv om det ville være normalt at synge på den måde som kvinde, er kvinders lyd naturligt spinklere fordi deres kroppe som oftest er mindre. Andreas Scholl og de klassiske operasangere har et meget androgynt udtryk, som jeg ynder at få frem i vores musik«.
»Der er også sangere som Jeff Buckley og Antony Hegarty, som jeg tror, rigtig mange lader sig inspirere af, fordi de om nogen formår at løfte sangeropgaven, som på en måde har været fraværende i musik i lang tid. For eksempel i grunge-perioden, hvor det særligt for mænd ikke ligefrem var in at være sanger eller at turde være sanger. Det er selvfølgelig bare en overfladisk analyse. Men Buckley og Hegarty formår at tage en arv op fra Edith Piaf, Nina Simone og Billie Holiday og de større jazzsangerinder som Ella Fitzgerald og Sarah Vaughan«.
»Jeg er stor tilhænger af ’de ældre gudinder’ fra 50’ og 60’erne og længere tilbage, såsom Nina Simone og Edith Piaf. De har et enormt nærvær i deres stemmer. Nina Simone er ikke den stærkeste tekniske sanger, men hun besidder et enormt nærvær, som også Edit Piaf formår at udtrykke«.
»En af mine absolutte yndlingsplader, som jeg lytter rigtigt meget til, også inden jeg selv skal ud og spille, er en liveoptagelse med Nina Simone fra Carnegie Hall, som er meget legesyg. Hun spiller alle mulige jazz-standarder, som hun er kendt for at fortolke vildt«.
»Liz Fraser fra Cocteau Twins er også et vanvittigt geni, som mestrer sit instrument. Hun har jo opfundet sit helt eget sprog, og det gør hende i stand til at kunne synge på en anden måde. Hun maler ikke nødvendigvis billeder gennem sine tekster og gennem stemmen – hun er meget impulsiv og synger noget, hun bare finder på. Det synes jeg er en enorm inspiration«.
»Lidt i forlængelse af hende er der også en sanger der hedder Lisa Gerrard (sangerinde i Dead Can Dance, red.), som i lang tid har været lidt mere avantgarde, men på samme måde som Liz Fraser har hun også forsøgt at skabe sit eget sprog. Hun sang meget hvad nogle vil kalde volapyk, men det var noget, hun forstod, og det gav mening for hende. På samme måde får hendes sang og vokal også på en eller anden uforklarlig måde en klang derefter, som jeg synes er interessant«.
»Det, Lisa Gerrard og Elizabeth Fraser formår at gøre med deres lyriske univers, har jeg fundet vildt inspirerende, da jeg godt kan relatere til tanken om, at man ikke nødvendigvis behøver at male et lyrisk billede gennem en tekst, når sangen i kraft af sin lyd bare er og føles rigtig. Man har ikke lyst til at sætte sin sang i bås. Når jeg sætter mig ned og skriver en tekst, kan jeg godt have en tendens til at trække et billede ned over sangen og male et billede for folk, som de måske ikke nødvendigvis ville få, hvis ikke jeg sang en tekst. Det synes jeg er helt vildt interessant at prøve lyrisk i forbindelse med sin stemme for at finde ud af, hvad du vil sige intuitivt«.
»Når vi går i øvelokalet er de sange, som umiddelbart opstår af et digt eller et dagbogsnotat eller whatever, sange, som først får deres liv i en melodi, som ikke nødvendigvis har en tekst. Det har jeg fundet mig godt tilpas i. Det, at man ikke nødvendigvis synger noget, der giver mening. Det er sådan noget, som Elizabeth Fraser især var kendt for: At synge noget volapyk, og hvis der var et ord eller en linje, der gav mening, sang hun dén. Jeg kan mærke, det giver et større frirum i éns vokalmæssige udskejelser. Du kan lege langt mere med din stemme som et instrument end når den er noget, der skal diktere et billede i kraft af lyrikken«.
»Så er der jo også qawwali-sangeren Nusrat Fateh Ali Khan, som Jeff Buckley også var meget inspireret af, og som nogle kalder ’Guds stemme’. Han var pakistaner og døde i 90’erne – og han var stemmens mester. Rent teknisk kan han alt. I og med han prædiker Allahs ord, får det en enorm autencitet, og på en eller anden mærkelig måde bliver det ikke prætentiøst. Helt klart noget, man bør søge – også selv om man ikke er sanger«.
»På sin vis har jeg selv fundet frem til, hvordan jeg skulle synge, men selvfølgelig i kraft af disse referencer. Dét er jo den store sanglære«.
Blaue Blumes debut-ep ‘Beau & Lorette’ udkommer på mandag.