Iggy Azalea

Iggy Azalea har en besynderlig accent. Hun er oprindelig fra Australien, hvilket er tydeligt at høre, men derudover har hendes stemme også elementer af dreven sydstats-udtale, samtidig med, at hun flittigt bruger Atlanta-slang. Det lyder mildest talt usædvanligt og ikke umiddelbart tiltalende. Men det er ret modigt. Man får lyst til at give den her frygtløst uautentiske rapper en chance.

Men ligeså original som den australske rappers stemme er, lige så konventionel er lydsiden. Udtrykket skyder i alle retninger, desperat efter et hit. Der er udvandet Wyclef-agtig solskinsreggae (’100’), et T.I.-samarbejde, der lyder som en dårlig udgave af dennes seks år gamle ’Live Your Life’ (’Change Your Life’), og med ’Fancy’ en enkelt afstikker til ratchet music – den minimalistiske rap-genre, der for tiden er vestkystens dominerende lyd. Det er yderst rodet, selv om sidstnævnte nummer er albummets bedste:  Den DJ Mustard-agtige produktion er minimal og beskidt, og man får et glimt af, hvordan Iggy Azalea kunne indfri albumtitlens løfte om en ny klassiker, hvis hun havde holdt sig til den her slags beats.

I stedet spræller albummet desperat i alle retninger som en fanget fisk, mens man bliver mere og mere udmattet af Iggys permanente aggressivitet. Mod slutningen bliver produktionerne mere elektroniske og albummet direkte forfærdeligt, for her er intet glimt i øjet, som hos eksempelvis Nicki Minaj, og intet af elegancen fra Azaelia Banks rave-rap – kun en aggressiv vokal med en pseudo-australsk accent og et album der for alvor forliser.