The Antlers

The Antlers har været spændt hårdt for siden det smukke gennembrud, ‘Hospice’, der med sin hjerteknusende, konceptuelle fortælling, som selve himmelhvælvet dårligt kunne favne, duperede anmeldere universelt. Men ‘Familiars’ skuffer ikke blot i skyggen af urealistiske forventninger. Det falder igennem på meget mere reelle parametre.

Det højspændte drama fra tidligere er forladt til fordel for et drømmende, men også, for nu at blive i jargonen, decideret søvndyssende og slæbende slowcore-sangbundt, der piller navle omkring ganske få akkorder ulideligt længe. Overfladekrusningerne er så sparsomme, at det er svært at undgå at kede sig, inden skæringerne hver især får ende.

Trommeslager Michael Lerners bidrag er denne gang mere en sten i skoen end drivkraften bag trekløverets flegmatiske drømmepop. Nogen i studiet har måske lyttet lidt for meget til Cat Powers, indrømmet, mesterlige, ‘The Greatest’ og tænkt »So ein ding muss wir auch…«. Men Lerner besidder hverken teknisk finesse eller kreativitet til at spille de helt rigtige, sløve, solbrændte soul-trommer, og resultatet er utroligt klodset – som en nervøs folkeskolelærer, der demonstrerer whiskers og forsigtig, synkoperet jazz-rytmik til en eksamen.

Albummet lander derfor oftest akavet mellem den rene snooze-fest og bratte vækninger af Lerners enerverende, skvattende rytmiske underlægning. Pletvist i al ugideligheden vågner The Antlers dog fra tornerosesøvnen. På ‘Director’ genfinder bandet den nerve, som løftede ‘Hospice’ op over skyerne, og så lykkes det sidst på albummet med ‘Parade’ og ‘Refuge’ at aftappe den samme sydstatsmagi, som føromtalte Cat Power-skive også var gjort af. Her blomstrer Peter Silbermans nærmest Tracy Chapman’sk androgyne vokaler og Darby Ciccis prægtige trompetbidrag og redder ‘Familiars’ fra afgrunden.