The Raveonettes

For nylig postede Sune Rose Wagner et billede af fire nyindkøbte effektpedaler på The Raveonettes’ Facebook-profil ledsaget af den kortfattede tekst »essential effects on new music«. Et sympatisk træk i forhold til den danske duos mange guitarnørdede fans, som bruger endeløse mængder af tid og penge på at forsøge at replikere deres vintage-cool og støjende guitarlyd. Men samtidig også en indikator om, at Sune og Sharin altså ikke er låst fast i en uendelig romantisering af fortidens teknologi og udtryk, men også er fremsynede og orienterer sig mod nye lyde og virkemidler. Ingen stagnation dér.

Og der blæser skam også nye vinde ind over gruppens ottende album, der er navngivet efter en kystby nær surfer- og palmeparadiset Maui på Hawaii. Ikke at her er tale om noget radikalt stilskifte som sådan. Det er fortsat mødet mellem makkerparrets melankolske, sukkerdraperede vokalharmonier, der messer sortrandede historier fra storbyens natteliv, og de flossede støjpopmelodier med de genkendelige hooks, som er duoens adelsmærker, men ’Pe’ahi’ er på mange måder alligevel The Raveonettes’ mest moderne klingende kuld af sange.

Det skyldes mestendels en mindre retrofikseret produktion end på tidligere udgivelser, en mere alternativ brug af beats samt fascinationen af de føromtalte nyerhvervede effekters forunderlige lyde. For eksempel er den analoge guitarsynthpedal Bit Commander og den digitale WMD Geiger Counter Destruction, der i grunden er et trykluftsbor forklædt som guitarpedal, kærkomne tilføjelser til duoens soniske palet.

På åbningsnummeret ’Endless Sleeper’ leger Sune og Sharins heliumslette vokaler kispus med skiftevis rumklangs-twangy surfguitar og kværnende feedbackkaskader oven på et løbsk og jazzet trommebeat med kantslag på lilletrommen, inden et drømmende tangentstykke afslutningsvis sender tracket i mål.

Et eventyrligt harpeintermezzo afløses af en tonstung fuzzguitarmur på den dynamiske ’Sisters’, der tæller blandt de mest støjfetichistiske sange, parret har begået til dato. En trommemaskines skæve beat lægger bunden på den sexede ’Killer in the Streets’, som raslende slingrer af sted, kun afbrudt af et par overraskende breaks.

Den melodistærke støjpopperle ’A Hell Below’ klinger umiddelbart mest af The Raveonettes, som vi i forvejen kender dem, og den burde være et sikkert kort som singleudspil, mens ’The Rains of May’ har en mere afdæmpet og sugende karakter, hvor et break efterfulgt af et temposkift næsten saver nummeret over i to uafhængige stykker. Et drastisk og modigt kompositorisk træk, som forløses uden rysten på hænderne. The Raveonettes er sikre i deres sag.

Den danske succesduo bringer med andre ord tilpas nye tiltag i spil til, at det forsat er en udpræget fornøjelse at følge dem.