Lauryn Hill skuffede igen

Som vanligt var hovedpersonen halvanden time forsinket, og versioneringen af monsterhittet ‘Killing Me Softly’ viste sig som en strømpil for Lauryn Hills selvdestruktive tilgang til bagkataloget.

Med en bas uden mål og retning, keys der druknede i bandets kviksand, guitar der blot bidrog til det rodede lydbillede og trommer, der overdøvede alt andet end koret, blev de mange hits fra det fantastiske album ‘The Miseducation of Layrun Hill’ til ubehjælpsomme forsøg på Motown, rockers reggae og sågar ska.

‘Everything Is Everything’ og ‘To Zion’ blev kværnet, og under ‘Lost Ones’ stod det klart, at backingbandet må være en del af strafudmålingen tilbage fra sagen om Hills skattesvig. De spillede ubønhørligt dårligt sammen, og Hill hundsede irriteret med dem. Hverken musikere eller publikum kunne følge det opskruede tempo, og under massakren af den ellers så ømme ‘Ex-Factor’ begyndte folk at sive. Historien gentog sig fra Ms. Hills sidste pinlige optræden i København, og ordsproget ’fool me once…’ faldt én ind.

Hill gennede bandet af scenen og reddede lidt ære med en akustisk session, hvor ‘Mr. Intentional’ var nogenlunde vellykket, mens ‘Oh Jerusalem’ ikke engang kunne bæres af den simple guitar og vokal.

I pausen, hvor det akustiske setup skulle ud og scenen klargøres til bandets genkomst, kunne jeg konstatere, at mange forlod spillestedet før tid. Medarbejdere ved garderoben stod forundrede og talte om de mange utilfredse gæster, der skred midt i koncerten, og når vagtpersonalet ikke fik skældud af frustrerede gæster, diskuterede de den uvante dårlige stemning, der krøb ned ad Vegas trapper og ud i den mørke aften.

Optimisterne, der hang i, fik nu dykket ned i The Fugees-perioden og kunne opleve ‘How Many Mics’ blive jappet i stykker af Hill, der nærmest scattede i et forsøg på at give koncerten tempo igen.

Motown-udgaver af ‘Fu-gee-la’, ‘Ready or Not’ (med den legendariske synthlinje næsten intakt) og gentagelsen af ‘Killing Me Softly’ fik den fortsatte strøm af udvandrere til dreje om på hælen, og halvdelen af publikum klappede taknemmeligt over at høre klassikerne live. I en eller anden form.

Det føltes af mere end halvanden time, da koncerten blev afsluttet med svigerfar Marleys største hits og aftenens mest interessante indslag – Sonny & Cher-nummeret ‘Bang Bang (My Baby Shot Me Down)’.

Interessant var det også, at dj’en sneg sig ind på lukkeren ‘Doo Wop (That Thing)’ og satte originalversionen på pladespilleren. Dermed sluttede koncerten nemlig med at imitere den lyd, som vi desværre kom forgæves efter.

Læs også: Hvor blev de af? 12 sagnomspundne album, der blev væk