U2

Der er noget nærmest desperat over at se et 38 år gammelt band med ambitionen om fortsat at være verdens største af slagsen tvinge et album ud til en halv milliard mennesker (ifølge Apple) uden, at de mennesker har bedt om det eller har mulighed for at takke nej. Men gestussen og lanceringsmodellen kommer med garanti til at overstråle musikken på U2’s første album i fem år, hvilket kan være med til at tage fokus væk fra bandets mangel på kunstnerisk vitalitet, for hvor mange vil rent faktisk gide diskutere indholdet frem for mediestuntet?

Læs anmeldelse: U2 ‘No Line on the Horizon’

U2 har sammen med fem producere fået sammenstrikket et album, der dyrker alle de klassiske U2-dyder: Brede, opadstræbende omkvæd, The Edges ringlende guitarlyd og Bonos salvelsesfulde croon samt en lyrik, der betjener sig af vage abstraktioner frem for konkret, sanset iagttagelse af verden.

’Every Breaking Wave’ er albummets vel nok eneste bud på et hit, men problemet er, at snarere end at lyde som U2 anno ’The Joshua Tree’ lyder det mere som en af de utallige epigoner af U2’s lyd. Og sådan er det hele vejen gennem ’Songs of Innocence’: Man tænker mere på Snow Patrol, The Killers eller Coldplay når man hører de her sange, end man tænker på U2 i deres velmagtsdage i 80’erne og 90’erne.

Der er forsonende elementer: Edges distortede guitar og den kølige synthpuls på ’Sleep Like A Baby Tonight’, der giver mindelser om henholdsvis ’Zoo Station’ og Kraftwerk. Men når U2 forsøger at lege en glinsende udgave af The Killers på ’Volcano’ lyder de lige så forcerede og kalkulerede som på ’Vertigo’ og ’Get On Your Boots’.

Joe Strummer-hyldesten ’This Is Where You Can Reach Me Now’ er decideret pinlig: Her forsøger U2 at være sådan funky a la Red Hot Chili Peppers. Malplaceret. ’Song For Someone’ er mest af alt en fornærmelse over for Bonos kone, Ali, som den efter sigende er skrevet til. ’Iris (Hold Me Close)’ er til Bonos mor, der døde da han var 14, men det er fortvivlende, at Bono selv i en så personlig sang ikke formår at skrive lyrik, der virker det mindste personlig. De lyriske platituder står i kø: »All I know, and all I need to know, is there is no end to love« fra ’California (There Is No End to Love’ eller »A heart that is broken is a heart that is open« (’Cedarwood Road’).

De oftest anstrengt hymniske sange lider af sterile produktioner (måske som et resultat af de mange producere?) og Bonos vokal virker som om den er mikset på afstand af musikken, hvilket har en fremmedgørende effekt, der kun yderligere spærrer for indlevelsen.

Højhastighedstoget mod fremtiden forlod perronen for længe siden og selv Bono kan ikke skrue tiden tilbage. Kraftløs og idéforladt bræger han videre, men hans egen forfængelighed kan ikke snyde andre end bandets mest fanatiske fans. Løbet er kørt for U2.

Læs også: Bono på vores liste over musikhistoriens 12 vildeste alter egoer