Wildbirds and Peacedrums
Lad os med det samme slå fast, at svenskernes nye album har væsentligt mere af det, titlen lover end Thomas Helmigs gamle album af samme navn! Ja, selv tUnE-yArDs ville formentlig blive forpustet i mødet med den hektiske percussion, der stikker løs som en hel sværm af ophidsede bier.
Duoens udtryk er funderet i en form for eksperimenterende blues og r’n’b, hvor et arsenal af trommer og sangstemmer er altdominerende – kun momentvis suppleret af diskrete synths.
Mariam Wallentins sang er kraftfuld og passioneret og trækker på inspiration fra både gospel, jazz og moderne r’n’b, mens Andreas Werliins trommespil bevarer en friskhed og vildskab over sig, der trækker udtrykket væk fra mere polerede og kommercielt potente bud på r’n’b-blandingsformer.
Man skal således være forelsket i hidsig percussion og vokale udråb for at finde Wildbirds and Peacedrums interessante, for selv om de iscenesætter adskillige variationer på deres tromme/vokal-formel, er de fleste musiklyttere så indlejret i gængse instrumentelle konstellationer, at manglen på guitar eller keyboards kan virke demonstrativt ensidet.
’Everything All the Time’ udvikler sig til en opkørt call-and-response, hvor Wallentins korstemmer går i dialog med leadvokalen, mens Werliin finder et utal af piskende mønstre til at understøtte hende. ’Keep Some Hope’ og ’The Offbeat’ er det nærmeste, man kommer på hits, men også her sejler Wallentins vokaler rundt i et hav af percussive bølger. ’Rhythm’ er et stærkt udspil, men i længden også en kende endimensionelt det polyrytmiske virvar taget i betragtning.
Læs anmeldelse: Wildbirds and Peacebirds ‘Rivers’