Protomartyr

Postpunk har efterhånden undfanget talrige bands, der i bedste fald har lagt nye nuancer til genren og i værste stået knæfald for mestrene i næsegrus beundring, hvilket kan obstruere udviklingen af et personligt udtryk.

I mellem disse yderpunkter befinder Detroit-kvartetten Protomartyr sig. De er endnu et kuld unge mænd, som har dyrket Joy Division, The Fall og The Birthday Party. Teoribogen er læst grundigt igennem og såvel lyd som eksekvering følger instrukserne til punkt og prikke.

‘Maidenhead’ og ‘I’ll Take That Applause’ er gennemsyret af den trættende udtryksform, hvor instrumenter og vokal skramler imod hinanden, fokusløst og melodiforladt mellem anarki og sløseri. En akilleshæl er forsanger Joe Casey, hvis vokal for det meste er blottet for udtryk og karakter. Tonalt er der ingen variation i ‘Trust Me Billy’, ‘Pagans’ og ‘Violent’. I ‘What the Wall Said’ og ‘Come & See’ ulmer en knugende uro som med vellykket effekt forløses i kuldslåede guitarer og trommer, ligesom man mærker bandets kollektive blod koge af indestængt frustration i de medrivende ‘Scum, Rise! og ‘I Stare at Floors’.

Derfor er det en blandet oplevelse at lytte til albummet, som det ene øjeblik virker mere forhippet på at anvende postpunkens virkemidler, frem for at levere mindeværdige sange, for i det næste at overbevise med en frådende energi, hvor man mærker personligheden i udtrykket.

For nu ligger karakteren på middel, men der kan med rette ses frem til næste udspil, hvor Protomartyr forhåbentligt forædler og formidler udtrykket med større gennemslagskraft og personlighed.

Læs også: Det skal du høre i januar: 11 spændende album til at starte året med